Rumænien forbinder fodbold og matematik

En af de særlige rumænske trøjer Foto: Federația Română de Fotbal

En af de særlige rumænske trøjer Foto: Federația Română de Fotbal

I Rumæniens fodboldkamp mod Spanien søndag aften bar de rumænske spillere noget specielle trøjer. Det gjorde de for at støtte en god sag.

Af Toke Møller Theilade

Rumænien: Rumænien har i disse år store problemer med unge, der dropper ud af deres uddannelser før de får færdiggjort deres eksaminer. Ifølge en EU opgørelse fra 2014 dropper ikke mindre end 18 % af landets unge ud af deres uddannelser, hvilket er det højeste tal i EU. Derfor har det rumænske fodboldforbund startet et nationalt program, der skal forbinde fodbold med matematik og bekæmpe det store frafald på ungdomsuddannelserne.

”Fodbold og matematik udelukker ikke hinanden”, siger præsidenten for Rumæniens fodboldforbund Razvan Burleanu til forbundets officielle hjemmeside. Han tilføjer dernæst, at man med projektet ønsker at skabe en underholdene måde for landets børn at lære matematik.

Rumæniens spillere tog imod europamestrene fra Spanien i Cluj-Napoca søndag aften, i en kamp, der endte uafgjort 0:0, og det skete i trøjer, hvor de i stedet for spillernumre havde regnestykker skrevet på ryggen.

Senere på året vil fodboldforbundet udgive en serie af regneopgaver, og de har på deres hjemmeside givet et par eksempler på, hvordan matematik og fodbold kan kombineres.

Bogdan Stancu [angriber hos tyrkiske Genclerbirligi] og Florin Andone [angriber hos spanske Cordoba] har tilsammen scoret 27 mål. Andone har scoret ni mål mere end Stancu. Hvor mange har de hver især scoret?

Rumænien har hidtil fire sejre og to uafgjorte i deres VM-kvalifikationsgruppe. Hvis en sejr giver tre point og en uafgjort kun et point – hvor mange point har Rumænien så?

Share This