Ad

Rumænien afholder valg søndag, det største problem kan blive stemmedeltagelsen

Parlamentet i Bukarest Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rumænien: Rumæniens regerende parti, det liberale parti (PNL) ser umiddelbart ud til at vinde parlamentsvalget på søndag, men vil næppe få stemmer nok til at danne regering alene. Det skriver ”Emerging Europe” (1.12.20).

Det største problem kan blive stemmedeltagelsen. Ved forrige parlamentsvalg i december 2016 var stemmeprocenten nede på 40 pct. Lige efter valget vedtog den ny regering ledet af Socialdemokratiet (PSD) en stribe kontroversielle love om nedsættelse af straf for korruption. Korruption for beløb svarende til under 200.000 lei (40.000 euro) blev gjort straffri. Følgen var omfattende protestdemonstrationer med deltagelse af over 2000.000. Regeringen måtte trække lovforslagene tilbage. Men det standsede ikke demonstrationerne.

I 2016 var daværende leder af PSD Liviu Dragnea blevet idømt en meget hård dom for korruption (ulovlige partitilskud), hvilket bidrog til fremsættelse lovforslag om lavere straffe. Afskedigelsen af Laura Codruta Kövesi som leder af anti-korruption enheden (DNA) blev ligeledes mødt med protester, også fra EU-side. Kövesi fik senere jobbet som chefanklager i EU på trods af protester fra regeringen i Bucharest.

Opbakningen til PSD har siden valget i 2016 været støt faldende. Ved Europaparlamentsvalget i 2019 måtte partiet således nøjes med 22.5 pct. af stemmerne, det laveste siden revolutionen i 1989. Senere fulgte det ydmygende nederlag ved præsidentvalget, hvor Viorica Dancila stillede op for partiet mod den siddende præsident Klaus Iohannis. 

Ved lokalvalgene tidligere i år måtte PSD nøjes med 23 pct. i vælgeropbakning. Det liberale PNL, det liberale parti, har nydt godt af PSD’s nedtur. PNL har over det sidste år ledet landet med Ludovic Orban som chef for en mindretalsregering. Den har iflg. iagttagere klaret sig ”forholdsvis godt”, har trods COVID-19 pandemien delt penge ud til befolkningen i form af højere pension og flere børneydelser. Det skal bidrage til at vinde på søndag.

Som fremgået har Rumænien over de sidste år haft flere valg, så en valg-træthed kan melde sig. Lav stemmedeltagelse menes at være til størst fordel for Socialistpartiet (PSD), det forrige regeringsparti. PNLs mest sandsynlige regeringspartner er ”Frels Rumænien Union-Plus” (USR+), som står til at få omkring 20 pct. i støtte. De to partier har dog brugt meget af valgkampen til at angribe hinanden.

I princippet er USR+ ideologisk lige så tæt på PSD som på PNL. Partiet har under valgkampen fremført en række stærkt populistiske krav. Men PNL og USR+ er tvunget til at sameksistere, selv om de kæmper om de samme vælgere. Tidligere præsident Traian Basescu´s parti (PMP) ser ikke ud til at klare spærregrænsen formodentlig heller ikke tidligere ministerpræsident Viktor Ponta’s. 

Basescu selv stiller ikke op. Flere af partiets kandidater, deriblandt hans yngste datter Elena har uheldigvis alvorlige problemer, når det gælder vælgertække. Også det ungarske mindretalsparti UDMR kan få problemer med at klare spærregrænsen. En del vil sandsynligvis sætte kryds ud for det konkurrerende ungarske parti PPMT.