Rostock erklæret corona-fri
Af Michael Skovgaard
Tyskland: De seneste to uger er der ikke registreret nye tilfælde af corona-smittede i Rostock. Det på trods af, at antallet af smittede stadig stiger i resten af Tyskland. Det skriver avisen Die Welt.
I Mecklenburg-Vorpommerns eneste storby Rostock er den sidste covid-19 patient ude af karantænen. Det meddelte byens danske overborgmester Claus Ruhe Madsen torsdag. Ifølge myndighederne er ingen i byen blevet smittet med virusen de seneste 14 dage.
Borgmesteren kalder byens strategi med tidlig nedlukning og forsamlingsforbud for en succes. Rostock har godt 210.000 indbyggere, og i de forløbne uger er der kun blevet registreret 75 nye tilfælde. Han roste også byens indbyggere for en eksemplarisk adfærd under nedlukningen. Enkelte indbyggere, som er blevet smittet inden for de sidste par dage, befinder sig ikke i storbyen for tiden, meddelte en talsmand for bystyret.
Generelt i Mecklenburg-Vorpommern er der sket en svag stigning de seneste par dage. Onsdag kunne man melde om tre nye tilfælde i forhold til dagen før. Dermed ryger det samlede til op på 657, hvoraf 15 er døde af covid-19. Dermed har delstaten det laveste antal smittede pr. 100.000 indbyggere i hele Tyskland.