“Ring mig bare op”, Zelensky vil gerne tale med Kinas Xi Jinping
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Ukraine: Umiddelbart fremstår Ukraines præsident Volodymyr Zelensky som USAs nære allierede. Men det skal tages med forbehold. Zelensky ved godt, at USA’ s politik over for Ukraine primært bliver bestemt ud fra USAs geopolitiske interesser. I politikken over for Kina er Ukraine ret tæt på Ungarn og Tyskland. Zelensky ønsker, som det siges, at være “one-side” i forholdet til Kina, ønsker fortsatte kinesiske investeringer og samhandel og afviser heller ikke kinesisk mægling i krigen med Rusland.
Frem for alt skal dialog med Kina forhindre salg af våben fra Kina til Rusland. Xi Jinping er som bekendt på besøg i Moskva. Zelensky selv rejser gerne til Kina for at drøfte samhandel og mulige fredsforhandlinger. Kina er stadig en vigtig handelspartner, har over årene fx importeret store mængder korn, ligesom Kina har investeret flittigt i den ukrainske infrastruktur. Kina vil efter en fred i Ukraine kunne spille en endda meget vigtig rolle under genopbygningen. Sidste år undlod Ukraine at stemme, da spørgsmålet om undertrykkelse af uyghurerne, det muslimske mindretal i Kina, var på dagsordenen i FN.
Officielt er EU og NATO stærkt kritiske over for kinesisk mægling i krigen i Ukraine, uanset de meningsforskelle der findes mellem høge og duer i medlemslandene. I Ukraine selv er Oleksandr Merezhko, formand for parlamentets udenrigsudvalg, kritisk over for det kinesiske mæglingsforslag. Vita Gojod, leder af Sammenslutningen af sinologer i Ukraine, mener modsat, at Kina godt kan være mægler, ganske som Kina var det under forhandlingerne mellem Iran mellem Saudi Arabien for nylig og med stor succes. Kort sagt, også Ukraine forfølger egne nationale interesser.