Rinat Akhmetov fastholder sit business imperium 

Rinat Achmetov Foto: Michajl Maslovskij

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Til trods for krig og besættelse i Donbas er oligarken Rinat Akhmetovs finansimperium stort set intakt uanset, at hovedparten af aktiviteterne finder sted i det østlige Ukraine. Det skriver Andryi Holup i ”Ukrainian Week”.

Akhmetov’s rolle i ukrainsk business og politik går en del år tilbage. Før Maidan oprøret i 2014 var han knyttet til Janukovitj og Regionernes Parti og nød godt af det økonomisk. Situationen ændredes efter Maidan og borgerkrigen. Det gamle Regionernes Parti brød sammen, og den ukrainske økonomi nærmede sig støt afgrunden. SCM gruppen der er 100 pct. ejet af Akhmetov og er engageret i minedrift, metallurgi og energivirksomhed har efter bedste evne søgt at omstille sig til de nye svære tider.

Virksomhederne under SCM gruppen er underlagt henholdsvis Metinvest og DTEK, hvis virksomheder typisk er integreret i én produktionscirkel, dvs. sælger til hinanden i et nærmest lukket kredsløb. Opsplitningen af Donbas regionen betyder, at Akhmetov’s virksomheder er placeret i såvel områder kontrolleret af separatisterne, som i områder kontrolleret af den ukrainske hær og militser. En del stålværker befinder sig således i områder kontrolleret af separatisterne.

I 2015 rapporterede Metinvest om et økonomisk tab på omkring 1 mia. dollar, men året efter, i 2016 var der tale om et overskud på ca. 160 mio. dollar. Minsk II aftalen skabte, trods alle problemerne med at få aftalen implementeret, en mere stabil ramme for de økonomiske aktiviteter, og det lykkedes også at få gælden omstruktureret.

Nok så vigtigt er, skriver Holup, at priserne på jern blev næsten fordoblet i 2016, hvilket skabte mulighed for nyinvesteringer og udbetaling af aktieudbytte. At virksomhederne var placeret forskelligt i Donbas betød altså ikke en afbrydelse af de økonomiske forbindelser virksomhederne imellem. Indregistreringer af virksomhederne blev flyttet væk fra de områder og byer, der er kontrolleret af separatisterne. Fx blev Yenakieve metalværkerne flyttet til Mariopol.

Men reglerne for handel virksomhederne imellem er endnu langt fra transparante. Der er militser og aktivister der forsøger at blokere for, at det sker. Indtil videre har Ukraine brug for fx kul fra Akhmetov’s virksomheder, og informationer via mails om fx kulleverancer bliver hacket af eksempelvis Ukraine ”Cyber Army”. Akhmetov’s fortsatte forretninger er, slutter Andriy Holub, et vidnesbyrd om, at det er muligt at tilpasse sig den nuværende ”hverken krig eller fred” forhold i det østlige Ukraine og opnå også politiske fordele af det.