Putin: Fra høg til fredsdue?

 

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har skiftet stil fra våben til dialog, men kan man tage hans seneste udmeldinger seriøst, eller er det blot et forsøg på at vinde Vestens sympati?

Analyse af Peter Munk Jensen, senioranalytiker, DIIS

Ukraine: Præsident Putin overraskede mange med sin nylige udmelding om konflikten i Ukraine, hvor han opfordrede besætterne i det østlige Ukraine til at udskyde folkeafstemningen om tilhørsforhold den 11. maj. Han betegnede præsidentvalget i Ukraine den 25.5. som et ”skridt i den rigtige retning” og meddelte, at de russiske tropper ved grænsen til Ukraine ville blive trukket tilbage. Putins nye imødekommende linje blev af mange iagttagere udlagt som et resultat af:

1) Allerede iværksatte sanktioner og trusler om nye sanktioner truer Putins omgangskreds og russisk økonomi.

2) Frygt for, at udviklingen glider Rusland af hænde og ender i borgerkrig.

3) Bekymring for international isolation. Allerede udelukket fra G8.

Det kan selvsagt ikke afvises, at Putin over en nat er vendt 180 grader, og at høgen Putin er afløst af fredsduen Vladimir, men Putins ”nye” kurs kan også ses som en kortsigtet, taktisk ændring: Nye midler, samme mål. Der hersker bred enighed om, at Putins primære mål i Ukraine er at undergrave præsidentvalgets legitimitet. Rusland ønsker ikke at stå over for en legitim, folkevalgt ukrainsk præsident.

Hidtil har Rusland, ifølge den amerikanske viceudenrigsminister for Europa, Victoria Nuland, bistået de prorussiske kræfter i det sydøstlige Ukraine med forsyninger, våben, agenter på jorden, koordination, finansiering og organisering til besættelser og destabilisering. Det primære formål var at svække regeringen i Kiev og spolere præsidentvalget i sydøst. I stedet for at styre udviklingen med våben og magt (og man kan roligt gå ud fra, at den hidtidige russiske støtte fortsætter til besætterne) skifter Putin metode til dialog og forhandling.

 

Putin vil vinde tid

Putin kræver, at Kiev indleder en landsdækkende dialog om forfatningsændringer. Denne dialog kæder han sammen med præsidentvalget. Der skal ligge et resultat af dialogen før valget den 25. Maj, ønsker Putin. Herefter skal han så blot sikre sig, at den nationale dialog ikke fører nogen vegne. Det kan han sikre på mindst 2 måder:

1)  De pro-russiske kræfter insisterer på at Ukraine omdannes til en føderation. Det krav har Kiev allerede afvist som helt uspiseligt. Man er klar til øget selvstyre. Men ikke mere end det.

2)  Rusland insisterer på, at Kiev forhandler direkte med separatisterne i sydøst velvidende, at Kiev aldrig vil anerkende besætterne som legitim forhandlingspart. Kiev har allerede gjort klart, at man ikke forhandler med ”terrorister”.

Og hokus pokus: Efter at have sikret, at der ikke kan komme noget konstruktivt ud af dialogen, kan Putin konkludere, at præsidentvalget under disse omstændigheder er meningsløst. Og derved nå sit mål med ”fredelige” midler: Afvise præsidentvalgets legitimitet. Putins ”nye” linje kan derfor ses som ”spil for tid”. Han får det til at se ud som om, Rusland gør noget, velvidende, at konflikten fortsætter og underminerer Kiev yderligere, og han udviser samtidig ”imødekommenhed”overfor Vesten vel vidende, at separatisterne vil gå videre med folkeafstemning. Men så kan han sige: ”Jeg sagde, de skulle udskyde den. Men de ville ikke lytte. Så se, det er ikke mig, der styrer dem”.

Splittelse i EU?

Med sin ”nye” kurs opnår Putin endnu engang at være den, der tager initiativet. Og tvinger dermed hele tiden Kiev og Vesten til at halse efter sig og forholde sig til hans udspil fremfor selv at tage teten og tvinge Rusland til at forholde sig til egen linje og krav. Putin opnår også propagandaeffekten ved at være ”fredsdue” og lade våbnene hvile og erstatte med dialog og forhandling.

Især i Tyskland og i de sydeuropæiske EU-lande vinder dette klangbund. Mandag den 12. maj skal EU drøfte nye sanktioner mod Rusland. Putin kan meget vel have opnået at splitte EU, så der ikke kan opnås enighed om nye sanktioner – i hvert fald ikke meget skrappe sanktioner. Og splittet EU og USA, fordi USA ønsker at gå videre.

Regeringen i Kiev har set, at Putin er på vej til at trække den rundt ved næsen med sin ”fredsstil”. Kiev vil derfor videreføre antiterroraktionen i øst og insistere på, at besætterne rømmer besatte bygninger og afvæbnes. Kiev er parat til national dialog med legitime myndigheder, offentligheden og politiske partier i sydøst Ukraine – men ikke med besætterne. Kiev er også meget utilfreds med, at OSCE-formandskabet forhandler Ukraine med Rusland uden Kievs deltagelse.

Folkeafstemningerne i Donestk og Luhansk den 11. maj gennemføres med al sandsynlighed. Putin kan sige, at han gjorde, hvad han kunne for at få dem udskudt. Så han ikke skal rammes af nye sanktioner. Man kan så vælge – eller lade være – at tro på, at Putin ikke styrer besætterne. Men er det tænkeligt, at de, der spiser af hans hånd (finansiering, våben, rådgivning og forsyninger) – skulle være uden for hans kontrol og sætte sig op imod ham? Mon ikke sandheden snarere er, at alt er orkestreret. Alt er tilrettelagt.Som den gode skakspiller hylder Putin sine træk i et tæt røgslør. Omverdenen skal hele tiden gætte: Hvorfor gør han nu det? Og hvad gør han næste gang?

Summa summarum: Putins ”nye” kurs søger samme mål som hidtil men med andre midler, og skulle de vise sig ikke at slå til, har han stadig mange kort på hånden: Gasleverancerne og –betalingen, importforbud for udvalgte ukrainske produkter, tropper tæt på grænsen, besatte bygninger, bevæbnede oprørere og ustabilitet i det sydøstlige Ukraine. Og efter den 11. maj formentlig et folkeafstemningsresultat, som han kan bruge til egne formål.

Peter Munk Jensens analyse  samt andre analyser ang. Ukraine kan læses på DIIS website. www.diis.dk