PUSTER EU TIL ILDEN I MOLDOVA OG GEORGIEN?

Fredag besluttede EU’s regeringschefer at fremskynde underskrivelsen af associeringsaftalerne med Georgien og Moldova. Begrundelsen: At undgå konflikter og sikre de to landes vestlige orientering. Spørgsmålet er, om landenes befolkninger ønsker en vestlig orientering, og om EU med denne handling tværtimod ikke er med til at eskalere konflikten?

Kommentar af Ota Tiefenböck

Ukraine: Stille og roligt begynder Krimtatarerne nu at flygte fra deres hjemland og søge om politisk asyl i Ukraines nabolande. Det sker omtrent 20 år efter, at de ankom til Krim fra deres ufrivillige eksil i Centralasien, hvortil de blev deporteret af Stalin i 1944. Nu er der det selvsamme Rusland der er vendt tilbage og med sin overtagelse af halvøen tvinger krimtatarerne til at rejse igen.

Ifølge Rusland blev Krim i går russisk. Ukraine, EU og USA anerkender fortsat ikke annekteringen og har som bekendt iværksat diverse sanktioner mod diverse regeringsmedlemmer og andre indflydelsesrige russere. Næste fase er ifølge EU egentlige økonomiske sanktioner mod Rusland – og det vil sige, at de vil ramme også de almindelige russiske borgere og EU’s egen eksport, herunder Danmarks omfattende salg af svinekød til det russiske marked.

Det er dog tvivlsomt både om EU faktisk vil forfølge sanktioner, der rammer os selv, og også: Hvorvidt den type sanktioner over hovedet virker. En ting er dog en kendsgerning: krimtatarerne og ukrainerne har mistet deres land. Det er indiskutabelt at hovedårsagen er den russiske ekspansionslyst og landets anvendelse af militærmagt.

Men når det er sagt, er det også på tide, at EU lærer lidt af sine egne fejltagelser. EU og USA har helt afgjort haft en finger med i spillet omkring de begivenheder, der udspillede sig på Uafhængighedspladsen i Kijev. Tænk på de vestlige demokratiforkæmpere, som strømmede til pladsen og i demokratiets hellige navn talte til demonstranterne, herunder højreradikale og deciderede neo-nazister. Det er tvivlsomt, hvordan vestlige ledere ville reagere hvis den russiske præsident Vladimir Putin eller den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov dukkede op ved en demonstration i en af de vesteuropæiske hovedstæder.

EU er nu tilsyneladende ved at begå den samme fejl igen. At fremskynde underskrivelsen af en samarbejdsaftale med omkring tre måneder, lyder umiddelbart ikke af meget. Men signalet man dermed sender kan få konsekvenser. Moldova og Georgien er, i lighed med Ukraine, delte samfund. Det betyder, at opbakningen til EU ikke nødvendigvis er stor – og at EU-orienteringen mere kan være et projekt for de regerende politiske kræfter, end et ønske hos befolkningen. I Moldova ligger opbakningen til EU fx ifølge seneste meningsmålinger på kun 26 procent af vælgerne. Det er så godt som sikkert, at regeringsmagten skifter hænder ved næste valg i Moldova, hvor landets proeuropæiske koalition mister opbakningen i befolkningen, og det vil samtidig betyde, at landet også ændrer sin politiske og økonomiske orientering. Hvis den moldoviske regering skriver under på aftalen i juni, må man derfor regne med at der vil opstå protester og uroligheder i landet, som nemt kan nå samme højder som i Ukraine. I Georgien er opbakningen til EU større, men heller ikke her er den så stærk, som det er nødvendigt for at tage et skridt af denne størrelse, altså at tiltræde associeringsaftalen?.

Det kan undre, at EU nærmest opsøger denne type af problemer. For det ville være nemt at gøre de to landes underskrift på EU-aftalen afhængig af folkeafstemninger. På den måde ville man sikre både en fremtidssikret perspektiv for de respektive lande og leve op til EU mantra nummer et: demokrati.

Alt tyder desværre på, at EU enten intet har lært eller ikke ønsker at lære. Og én ting er sikker: sanktioner hjælper ikke mennesker på flugt. De får ikke hjem tilbage, uanset at sanktionerne gennemføres i demokratiets hellige navn.