Præsidentens besøg i Moskva vækker forundring i Tjekkiet
Tjekkiske politikere og medier undrer sig over den tjekkiske præsident Milos Zemans udtalelser i Moskva
Af Ota Tiefenböck
Tjekkiet: Tjekkiske politikere, aviser og den brede offentlighed kommenter mandag den tjekkiske præsident Milos Zemans besøg i Moskva. Præsidenten deltog ikke i den officielle militærparade på Den Røde Plads, men mødtes lørdag med den russiske præsident Vladimir Putin. Her sagde Milos Zeman angiveligt, at han er overbevist om, at de europæiske sanktioner mod Rusland vil ophøre senest ved udgangen af året, at Rusland kunne blive optaget i EU i løbet af de kommende 20 år, samt at Ukraine befinder sig i en borgerkrig.
Den tjekkiske premierminister Bohuslav Sobotka afviser Zemans udtalelser.
”Sanktionerne vedtaget i EU er tæt forbundet med opfyldelsen af Minsk aftalerne. Disse er ikke blevet opfyldt og da punkter af Minsk aftalerne er fordelt over hele året, er det urealistisk at tro, at de vil blive opfyldt inden udgangen af året, siger Bohuslav Sobotka.
Sobotka giver ligeledes udtryk for, at han hverken er bekendt med Ruslands eller EU`s ønske om Ruslands medlemskab af EU. Det betegner han som urealistisk.
”Jeg mener, vi har opgaver, som er langt mere aktuelle og som handler om udvidelsen af EU, med lande som allerede har underskrevet en associeringsaftale, siger Sobotka.
De tjekkiske medier bemærker ligeledes Milos Zemans udtalelser i Moskva.
”Opsummeringen fra Zemans besøg i Moskva kunne have været skrevet af den russiske propaganda. EU skal droppe sanktioner mod Rusland, Rusland kan på sigt blive medlem af EU, Ukraine konflikten er kun en borgerkrig og Ukraine kan ikke blive medlem af NATO, opsummerer den tjekkiske avis Dnes.
Avisen Lidovky konstaterer, at Zeman burde tænke på Tjekkoslovakiets skæbne og Münchenaftalen i 1938, hvor vestmagterne besluttede Tjekkoslovakiets skæbne, uden at landet var inviteret til forhandlinger, og kastede Tjekkoslovakiet i Hitlers arme.
”Zeman viser at han godt kan lide at forhandle med Putin, men det sker uden at tage hensyn til de holdninger, man har i Kijev, skriver avisen i en kommentar og tilføjer:
”Zeman adskiller sig fra andre EU ledere, alligevel taler på EU`s vegne, eksempelvis når han siger, at EU kan stoppe sanktionerne mod Rusland inden årets udgang.”