Populistisk oprør mod den liberale konsensus fortsætter

Af Andrej Duhan

Debat: Gule veste væltede præsident Macron, den så roste bolværk mod populismen, og har tvunget ham til indrømmelser, som går imod hans egen dagsorden. Det lykkedes således i Vesten at fortsætte den populistiske oprør mod liberale eliter og deres konsensus.

David Goodhart kalder denne elite for konsensus af den dobbelte liberalisme, hvis oprindelse går tilbage til begyndelsen af ​​halvfemserne, da det liberale højre dybest set havde vundet den økonomiske debat, mens det (nye) venstre vandt den samfundsmæssige.

Den liberale konsensus er derfor økonomisk neoliberal og samtidig socialt venstre-liberal. En delt tro på en overnational integration, globale løsninger, humanitær intervention og udbredelsen af menneskerettigheder, økologi og behovet for at uddybe den europæiske integration.

På det økonomiske og forretningsmæssige område lægges der vægt på at maksimere den økonomiske globalisering og et uhindret frit marked. Det betyder et konstant pres på effektivitet, fleksibilitet, deregulering, liberalisering, privatisering (både statsejede virksomheder, men også grundlæggende tjenester) og selvfølgelig økonomisk indvandring. Rent samfundsmæssigt handler det om deregulering af kulturen. 

Målet er at nedrive alle de traditionelle normer og fælles identitet i den menneskelig frigørelses navn og befrie mennesket fra lænkerne som kønsroller, familie, samfund, nation og kultur. Det betyder, en påkaldelse af åbenhed, mangfoldighed, lighed og  relativistisk tolerance. 

I praksis handler det om støtte til indvandring og åbne grænser, multikulturalisme, antidiskriminationspolitikker og fremme af rettigheder og privilegier for udvalgte minoriteter (dertil bevidst dyrkning af flertallets kollektive skyld). Og naturligvis en kamp mod hadefuld tale, hvis nogen ikke ønsker at identificere sig med denne smukke nye verden.

Denne specifikke kombination af højreorienteret og venstreorienteret liberalisme postulerer i økonomiske spørgsmål en total dominans på markedet, i de kulturelle og samfundsmæssige spørgsmål statens totale dominans.

Resultatet kaster det vestlige samfund ind i et møllehjul af stadigt voksende pres fra den globale konkurrence og stigende pres fra statens bureaukrati. Som det fremgår af den førnævnte David Goodhart på eksemplet Storbritannien, er det et resultat af en politik baseret på en liberal konsensus primært båret af meget mobile, uddannede, individualistiske og progressivistisk orienterede personer (i Storbritannien omkring 25% af befolkningen) på bekostning af resten.

Hele denne liberale konsensus bliver understøttet af en dyb overbevisning om, at den ikke har alternativer. Det er netop denne overbevisning, der fører eliterne til en hård indsats for at beskytte det liberale demokrati imod demokrater. 

Den nuværende liberalisme har en tendens til at reducere politik til teknokratiske procedurer. Teknokratiseringens præferencer på bekostning af demokrati fører til en faktisk udbredelse af et stadigt voksende antal magtbeføjelser uden for demokratiets rammer – ud af demokratisk beslutningstagning og kontrol. 

Især ved at uddelegere dem til multinationale organisationer eller ekspertudvalg, og ved at øge henholdsvis domstolernes eller retsvæsenets rolle. Begge tillader i nogen grad at omgå regeringen og parlamentet.

Liberalerne undertrykker således demokratiet som en diskussion. I stedet får vi moralisering og belæring om hvad der hører til eller ikke hører til et “anstændigt samfund”. Den der ikke enig med den liberale konsensus er en ekstremist.

Liberalerne identificerer således den nygamle trussel – det sociale flertal. Dette forsøger man at holde under kontrol ved at dyrke ved en kolossal arvelig skyld og beskyldning af ​​den strukturelle undertrykkelse af mindretalet. Flertallet er racistisk, nationalistisk, sexistisk, homofobisk, islamofobisk, ikke-økologisk og utilstrækkeligt tolerant.

Den arrogance, som den liberale konsensus fremmes, er også uudholdelig. Liberaler, eller liberale eliter, betragter sig selv som virkeliggørelse af ​​viden og fremskridt og praler af med deres overlegenhed. De, der er uenige med dem, forstår ikke, hvad det handler om. De er ofre for propaganda eller deres egen uvidenhed. At argumentere giver ikke mening.

Andrej Duhan er jurauddannet fra Karlsuniversitet i Prag. Han er medlem af partiet Realisterne samt forsvarer af realisme i internationale forhold samt konservatisme i politik.
Artiklen er oversat af Ota Tiefenböck og er en første del af Andrej Duhans kommentar og den liberale demokrati