Popularitetsmåling i Polen: Tusk nu foran Duda

Donald Tusk Foto: Andrzej Barabasz

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: I lang tid har EU-præsident, polakken Donald Tusk haltet noget efter i popularitetsmålinger i Polen, men i den sidste fra instituttet IBRiS er han på førstepladsen.

42,7 pct. af de adspurgte har tillid til Tusk, hvilket er højere end for præsident Andrzej Duda (40.8pct.) og ministerpræsident Mateusz Morawiecki (40 pct.). Derefter følger Robert Biedron, byen Slupsks afgående borgmester, der nu forsøger sig på landsplan med et nyt parti. Han følger tæt efter, får 39.5 pct.

Barbara Nowacka, aktiv feminist, får i målingen 35.1 pct. mens Lov og Retfærdighedspartiets leder Jaroslaw Kaczynski må nøjes med 35 pct. Han har flere imod sig, 57.3 pct. har iflg. målingen ikke tillid til Kaczynski.

Mest upopulær er den tidligere forsvarsminister Antoni Macierewicz. Meningsmålinger af denne art er vigtige, for der er snart lokalvalg i Polen, i 2019 både valg til EU-parlamentet og til parlamentet.

I 2020 afholdes der præsidentvalg. Det store uafklarede spørgsmål er, om Donald Tusk vil stille op ved præsidentvalget i Polen i 2020. Han gør det næppe uden gode meningsmålinger i baglommen.

Share This