Ad

Polsk politik er ”mere uforudsigelig end coronaen”

Foto: Olek Remesz

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Den største fare i polsk politik lige nu er kaos og uforudsigelighed, ikke diktatur. Lige nu er polsk politik mere uforudsigelig end coronaen. Det skriver Rafal Kalukin i den polske regeringskritiske ”Polityka” (17. 2020). Kaczynskis Polen er meget anderledes end Orbans Ungarn. Orbán har, stik modsat Kaczynski, et solidt flertal bag sig i parlamentet.

Regeringssammenholdet i Polen derimod vakler alvorligt, hvilket alt for ofte overses blandt ”eksperter” og medier i det ”gamle” Europa, i høj grad også i Danmark. Her betragtes Kaczynski nærmest som en diktator.  

Polen har i dag reelt en mindretalsregering.  Sammenholdet i Forenet Højre, hvortil Lov og Retfærdighedspartiet hører, vakler.  Forenet Højre har ikke flertal i Senatet, overhuset. Efter planen skal polakkerne til præsidentvalg den 10. maj. Ingen ved i skrivende stund om det overhovedet lader sig gennemføre. Ministerpræsident Morawiecki taler om en ”lille” udsættelse, til 17. eller 24. maj. Oppositionen taler på skift om at udskyde præsidentvalget til efteråret eller alternativt til maj næste år.

Antagelsen er, at regeringen er yderligere svækket pga. den økonomiske recession. Udskydes valget til efter sommer, indfører regeringen sandsynligvis en form for undtagelsestilstand , betegnet som ”stan nadzwyczajny”. Om regeringen derefter fortsætter, er tvivlsomt, nyvalg til vil da være en mulighed. Det kan måske få nogle af kritikerne inden for Forenet Højre og måske også i andre partier til at skifte mening. Nyvalg kan jo blive enden på  parlamentsmedlemmers politiske karriere.

Om der er flertal for at afholde præsidentvalget her i maj måned, bliver afgjort en af de allernærmeste dage via debat og afstemning i parlamentet, få dage før den oprindeligt planlagte valgdato (10.maj). Spørgsmålet er også, om det polske postvæsen overhovedet klare den gigantiske opgave, det er at gennemføre præsidentvalget via brevafstemning?

Bekæmpelsen af coronaen har i Polen som i en del andre lande været kendetegnet ved udbredt kaos og katastrofale forhold i det polske sundhedsvæsen. Meget har i sandhed ændret sig i polsk politik forhold til årene efter valget i 2015, hvor Lov og Retfærdighedspartiet kom til magten. Dengang var den politiske stabilitet langt højere.

Andrzej Duda, Lov og Retfærdighedspartiets kandidat, vandt præsidentposten. Strategi ”god forandring” (”dobra zmiana”) blev lanceret som et alternativ til den politik, der var blevet ført under de forrige regeringer ledet af Borgerplatformen. Den polske økonomi var frem til corona krisen stabil og råderummet i den økonomiske politik derfor ret høj. Nu må Lov og Retfærdighedspartiet for første gang styre et land under økonomisk nedtur og alvorlige problemer med folkesundheden. Den sociale kontrakt, at give folk flere penge i lommen til gengæld for politisk støtte, kan ikke længere opretholdes. Regeringen, kan ikke som før, slå på politisk stabilitet, den kan den ikke levere. Fjendebilleder eksisterer stadig og bruges også politisk, men det er ikke så let som før blot at kaste skylden på den gamle ”privilegerede elite” og på Bruxelles, dvs. EU.

Kort sagt, hvem er ”fjenden”? Det spørgsmål er ikke så let at besvare som før. Det skal ikke glemmes, at selve dette at kaste skylden over på ”fjenden” og bruge sammensværgelsesteorier og fralægge sig egen skyld, er ikke alene brugt af højrenationale. Den liberale ”mainstream” elite bruger bestemt også den fremgangsmåde. Her er ”fjenden” populister, højrenationale og bestemte stater, frem for alt Kina og Rusland, som jo truer den fremherskende liberale orden og politisk status quo. 

Som meget rigtigt sagt af publicisten og forfatteren Witold Gadowski (i ”Do Rzecy”, 18/2020), kan Lov og Retfærdighedspartiet måske på længere sigt trøste sig med, at den nye ”post-corona” samfundsorden formodentlig bliver mindre global, mere national og decentral og med vægt på selvforsyning. Polen har, modsat ganske mange andre lande, gode muligheder for at styrke lokalsamfundene i form af oprettelse af mere selvforsynende ”kantoner”. Landet har sunde fødevarer, mange små producenter af fødevarer og rigtig mange mindre og mellemstore virksomheder, også i andre brancher. At styrke nationalstaten passer nationalkonservative bedre end liberale. Så måske er corona krisen ”ikke så ringe endda”, hvis vi ser med nationalkonservative briller.