Ad

Polsk klubfodbold i krise

Legia Warszawas fans Foto: Lukas skywalker

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: For tredje sæson i træk har ingen polsk fodboldklub kvalificeret sig til de store europæiske turneringer. Legia Warszawa var tæt på, men tabte den afgørende kamp mod skotske Glasgow Rangers, der har Liverpool legenden Steven Gerrard som træner. Før mødet med Legia Warszawa havde Glasgow Rangers sendt danske Midtjylland ud af turneringen.

Sidste år blev Legia skandaløst slået ud af en klub fra Luxembourg. Legia Warszawa’s træner Aleksander Vukovic slog på, at hans klub havde gjort god modstand mod Glasgow Rangers, men det ændrer ikke ved, at de polske klubber nu er rykket ned i anden klasse og næste år må igennem alle runder for at kvalificere sig til Chamions League og Europa League.

Fiaskoen for de polske klubber har naturligt nok givet anledning til selvransagelse. Den organisatoriske struktur i klubberne og omkostningerne skal ses nærmere efter. Iflg. en rapport fra Deloitte gik over 90 pct. af klubbernes omkostninger til lønninger, i klubber med sund økonomi er niveauet langt lavere, omkring 60 pct.

Legia har ikke sit eget fodboldakademi og må derfor købe dyrt ind på det fri transfermarked. I 2017/18 havde Legia Warszawa et underskud på 44 mio. zloty (ca. 65 mio. danske kroner) og måtte derfor ud på lånemarkedet.

Ikke at kvalificere sig til de europæiske turneringer betyder også langt færre billetindtægter. Spillere er blevet solgt til klubber i Rusland og til Kroatien, men ikke til de store priser. Som sagt i en analyse i ”Polityka”, har Legia og for den sags skyld andre polske klubber hårdt brug for sammenhold og holdånd. Lige nu hersker usikkerhed og forvirring, det er dybt beklageligt. Den polske TV-station TVP har været flink at yde 70 mio. (ca. 100 mio.) i støtte til den polske liga.