Polsk diplomatisk offensiv i Ukraine

Andrzej Duda overtog præsidentposten den 6. august   Foto: Archiwum Kancelarii Prezydenta RP

Andrzej Duda overtog præsidentposten den 6. august Foto: Archiwum Kancelarii Prezydenta RP

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Polen/Ukraine: Siden regeringsskiftet har Polen på samme tid fået forværret forholdet til Washington, Bruxelles, Berlin, Paris, Kijev og flere andre tidligere samarbejdspartnere. Storbritannien blev efter regeringsskiftet udset til Polens ny ”strategiske allierede”, men efter Brexit er relationerne til Storbritannien blevet neddroslet.

Nu forsøger den polske regering sig overraskende med en ny offensiv i Ukraine. Polens præsident Andrzej Duda rejser i hvert fald til Ukraine for at tage del i festlighederne omkring landets uafhængighedsdag. Samtidig besøger udenrigsminister Witold Waszczykowski en række vestlige hovedstæder for at drøfte forværringen af forholdet mellem Ukraine og Rusland efter påstandene fra russisk side om ukrainsk ”terror” på Krim.

Relationerne mellem Polen og Ukraine led et alvorligt knæk, da det polske parlament den 19. juli i en resolution stemplede OUN og UPAs mord på polakker under Anden Verdenskrig som folkedrab, en handling som fra ukrainsk side er betegnet som ”antiukrainsk hysteri”.

Duda´s besøg skal derfor måske ses som et forsøg på at få den historiestrid droslet ned. Den polske regering udsendte for nogle dage en erklæring, der fastslog, at en regulering af konflikten i Østukraine skal bygge på en fuld gennemførelse af Minsk aftalerne fra begge sider, altså også fra ukrainsk side.

Det ventes, at Andrzej Duda og Petro Porosjenko på deres møde den 24. august udsender en fælles erklæring. 25 året for Ukraines uafhængighed fra Sovjetunionen nærmer sig. Fra polsk side gøres der opmærksom på, at Polen i sin tid som første land anerkendte Ukraines uafhængighed.

Historiestriden forventes forbigået i tavshed på de to præsidenters møde for at fastholde den gode stemning. Duda mødes under besøget i Kijev med det ukrainske diplomatiske korps og vil her præsentere retningslinjerne for polsk udenrigspolitik, herunder politikken over for SNG-området, staterne i det tidligere Sovjetunionen.

Share This