Politisk chok på søndag i Mecklenburg-Vorpommern

Schwerin Slot - hjemsted for Mecklenburg.-Vorpommerns landdag. Foto: Ralf Roletschek / Wikimedia Commons licens GFDL 1.2

Schwerin Slot – hjemsted for Mecklenburg.-Vorpommerns landdag. Foto: Ralf Roletschek / Wikimedia Commons licens GFDL 1.2

Af Uffe Gardel

UffeDet tyske establishment vil vågne op mandag morgen til et chok: Et landdagsvalg i en af landets mindste og fattigste deltstater vil ende med at gøre det nye højreparti AfD til det næststørste eller tredjestørste parti.

Der er nu kommet så mange meningsmålinger, som alle siger det samme, at vi kan sige rimeligt klart, at det det dét, der kommer til at ske i Mecklenburg-Vorpommern. Den seneste måling, som kom onsdag, gør AfD næststørst, og giver den regerende rød-sorte koalition af socialdemokrater og CDU mindre end halvdelen af stemmerne.

Det er i sig selv fuldkommen sensationelt, at et nyt parti, som aldrig har været indvalgt før, rykker direkte ind og sætter sig på mellem hver femte og hver fjerde stemme.

Sådan et resultat vil være en lettelse for socialdemokraterne, som dermed ikke kommer til at gå helt så meget tilbage som det ellers så ud til. Men for Merkels parti bliver resultatet ildevarslende. Ikke alene går man tilbage i forhold til seneste landdagsvalg for fem år siden, da man fik 23 procent; man går også tilbage i forhold til hvor man lå for blot et par sommermåneder siden.

Mit kvalificerede gæt er, at selv om Mecklenburg-Vorpommern på mange måder er en marginal stat, så vil resultatet skabe dyb bekymring i CDU og CSU, også fordi valgkampen i delstaten faktisk i høj grad har været præget af landspolitik.

AfD i Mecklenburg-Vorpommern skylder ikke sin succes, at det er en moderat og udvandet udgave af landspartiet. Det er er tværtimod hard core-højreorienteret og langt fra det moderate, euro-skeptiske parti, som AfD var oprindeligt. For eksempel er Holger Arppe, det ene ud f syv medlemmer af partiledelsen i delstaten, dømt efter den tyske recismeparagraf for nedsættende udtalelser om muslimer, skriver Handelsblatt, og han er også tæt på den stærkt højreorienterede “Identitäre Bewegung”, en bevægelse som er mere optaget af folk og etnisk renhed, end man i det moderne Tyskland finder sundt og normalt. Andre kandidater på partiets liste har deltaget i demonstrationer arrangeret af det reelt kryptofascistiske parti NPD. Tyskland får virkelig en forskrækkelse på søndag.

 

Share This