Polens regering i strid med Venedig-kommissionen

 Foto: Olek Remesz

Foto: Olek Remesz

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Polen: Striden i Polen om forfatningsdomstolen er i stigende grad også blevet en konflikt mellem på den ene side den polske regering og på den anden Europa Kommissionen og Venedig-kommissionen, som er knyttet til Europarådet.

Den polske regering kritiserer på sin hjemmeside meget skarpt både Venedig-kommissionen og Europa Kommissionen for at agere ”partisk”.

Venedig-kommissionen har naivt troet på de forklaringer, der over de sidste måneder er kommet fra forfatningsdomstolens nuværende præsident Andrzej Rzeplinski. Rapporten fra oktober, siges det, gentager de samme fejl som den tidligere ”opinion” fra marts 2016.

Venedig-kommissionen har de facto forsøgt at øve ”pression” mod den polske regering, der bliver pålagt at acceptere og følge ”lovstridige aktiviteter”, fx overses præsidentens rolle i forbindelse med, hvordan formanden for forfatningsdomstolen skal vælges.

I øvrigt er der ingen bestemt procedure for, hvordan præsidenten for forfatningsdomstolen skal vælges, den varierer fra land til land. Emnet valg af præsident for forfatningsdomstolen er vigtigt, da Rzeplinski’s formandsperiode udløber her til december.

Den polske forfatningsdomstol er, siges det videre, ikke ”first arbiter” ved bilæggelse af tvister, andre instanser, fx præsidenten og statstribunalet, men har også en rolle at spille, når det gælder juridisk bedømmelse af offentlige myndigheders adfærd.

Kort sagt, hverken Venedig-kommissionen eller Europa Kommissionen har efter den polske regerings mening ageret politisk neutralt.

Spørgsmålet om forfatningsdomstolen brød ud hurtigt efter valget i oktober sidste år, men er stadig brandvarmt. Oppositionen, eksempelvis partiet ”Nowoczesna” (”Moderne”) og også tidligere præsident Aleksander Kwasniewski, mener at det efter et nyvalg og regeringsskift vil kunne komme til en retssag mod nuværende præsident Andrzej Duda – og muligvis andre ministre – for forfatningsbrud.

Share This