Polen renser ud i militæret

Illustrationsfoto: SFJZ13

Illustrationsfoto: SFJZ13

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Polen: Polens kontroversielle forsvarsminister Antoni Macierewicz er godt i gang med at rense ud i militæret. For få dage siden udnævnte han 57 ny officerer.

Det vakte opsigt at chefen for generalstaben Mieczyslaw Gocul ikke var til stede ved den lejlighed, hvilket satte ekstra gang i rygterne om, at han snart bliver udrenset.

Beslutningen om at fyre Gicul, skriver Pawel Wronski i ”Gazeta Wyborcza”, skyldtes formentlig, at både Mieczyslaw Gocul og Jaroslaw Rozanski, også en af de militære chefer, er populære i NATO og blevet rost i høje toner for deres indsats i forbindelse med NATOs store militærøvelse ”Anakonda 16” tidligere på året.

Rozanski har helt åbent kritiseret Macierewicz’ beslutning om at styrke det polske territorialforsvar, som efter hans – og formentlig også NATOs- opfattelse slet ikke i tilstrækkelig grad kan integreres i det almindelige militær.

I sidste instans er det præsident Duda der udnævner efterfølgerne på posterne, og det vil formentlig ske inden længe. Det forventes, at der hurtigt i det nye år vil blive gennemført en mere grundlæggende reform af ledelsesstrukturen i det polske militær. Og det vil helt sikkert ikke gå stille af.

Share This