Polen og Hviderusland i en svær balancegang

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen/Hviderusland: Forholdet mellem Polen og Hviderusland i dag er et eksempel på, at det er muligt at opbygge et pragmatisk og respektfuldt forhold mellem to stater, skriver Syarhey Pulsha i “Ukrainian Week”.

Det pragmatiske forhold mellem Polen og Hviderusland står i skærende modsætning til det spændte forhold mellem Polen og Ukraine. Hviderusland og Polen har meget til fælles historisk og på godt og ondt.

Under middelalderens polsk-litauiske storfyrstendømme hørte Hviderusland således under Litauen. Efter delingerne af Polen i slutningen af 1700-tallet kom Hviderusland ind under Rusland. Efter 1. verdenskrig blev Polen selvstændigt, en del af Hviderusland kom under Sovjetunionen, en anden del blev polsk. Efter 2. verdenskrig blev grænserne igen ændret, Polen rykkede mod vest, og de vestlige dele af Hviderusland blev nu en del af Sovjetunionen. Store befolkningsbevægelser fulgte. Byen Bialystok blev polsk.

Trods turbulent historie forlanger hverken Polen eller Hviderusland grænseændringer, om end der i nationalistiske kredse i Polen er en nostalgi og dyrkelse af de gamle polske områder, “kresy” , mod øst.

Siden Sovjetunionens opløsning har forholdet mellem Minsk og Warszawa skiftet meget. I Hviderusland blev der oprettet en særlig Union af Polakker i Hviderusland (UPB). De hviderussiske myndigheder nægtede imidlertid at re-registrere Unionen af Polakker og beskyldte UPB at drive undergravende virksomhed, spionage og støtte “radikale oppositionsgrupper” i Hviderusland rettet mod præsident Aleksander Lukasjenko og hans regime.

Der blev også slået ned på den katolske kirke i Hviderusland. Spændingerne kulminerede i 2005. Den polske regering støttede således aktivt oprettelse af websider, fx “Charter 77”, radioer og TV (“Belsat”) i Polen, der sendte kritiske nyheder til befolkningen i Hviderusland uden om myndighederne. Unge hviderussere i Polen kunne blive optaget på polske universiteter.

Ændringen i det polsk-hviderussiske forhold kom i 2014-15 efter de dramatiske omvæltninger i Ukraine og annekteringen af Krim. Nu var Rusland, ikke Hviderusland hovedfjenden. Hviderusland betragtes som en “bufferstat”. Pragmatisme har afløst konflikt.

Polen har stigende økonomiske interesser på spil i Hviderusland, samhandelen i 2017 var på 2.5 mia. dollar, og Hviderusland er “transhipment base” for eksport af sanktionsbelagte polske landbrugsvarer til Rusland. Nye grænseovergange er åbnet. Men der er, siger Pulsha i analysen, fare for, at Hviderusland bliver tvunget til at nærme sig Rusland yderligere og opgive “to-vektor” politikken, balancegangen mellem Rusland og Vesten. Det kan ske, når/hvis Polen som planlagt opstiller Patriotmissiler på baser i Polen rettet mod Rusland