Polen bejler til Hviderusland

Den hviderussiske præsident Alexander Lukasjenko Foto: Okras

Den hviderussiske præsident Alexander Lukasjenko Foto: Okras

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Polen/Hviderusland: Polen har for tiden mange fjender, men gennem at optø forholdet til Lukasjenko’s Hviderusland forsøger regeringen at begrænse den politiske isolation, som regeringen i Warszawa er blevet bragt i. Som sagt af Jedrzej Miniecki i det polske ”Polityka”, satser regeringen på et ”reset” i forholdet til Lukasjenko.

Problemet er, at den polske regering herved stort set standser støtten til oppositionen i Hviderusland. I den forbindelse er ophøret af den finansielle støtte til den hviderussiske eksil-TV ”Bielsat” i særlig grad i fokus.

Udenrigsminister Witold Waszczykowski har givet den besynderlige forklaring, at hans regering har andre ting at bruge penge på, fx migranter fra Syrien (som Polen jo modtager meget få af!). Ministerpræsident Beata Szydlo har udtalt sig mere moderat. Hun siger at TV-stationen stadig kan eksistere, men usikkert, i hvilken form.

Støtten til pro-vestlige civilsamfundsorganisationer ydes nu primært til lande som Ukraine, Georgien og Moldova, hviderussiske NGOere er sat på ”stand by”. Årsagen til nedprioriteringen af Hviderusland er, som formuleret af politolog Iauherini Preierman fra Minsk, at Polen (og Vesten) efter begivenhederne i Donbas og Krim ønsker fred og stabilitet i Hviderusland. Ikke mange ønsker et ”hviderussisk Maidan”.

Kort sagt er tilnærmelsen til Hviderusland geopolitisk bestemt. Demokratiet i Hviderusland har ikke fået det meget bedre. Lukasjenko’s åbninger er kosmetiske. Dette har bragt oppositionen til Lukasjenko i den svageste position lige siden landets uafhængighed fra Sovjetunionen.

I kampen om at få indflydelse i Hviderusland konkurrerer Polen hårdt med Litauen, som iflg. Miniecki agerer mest behændigt og professionelt. De sidste måneder har ikke desto mindre budt på stærkt stigende diplomatisk aktivitet mellem Warszawa og Minsk. Udenrigsminister Witold Waszczykowski og formanden for Senatet, Stalinslaw Karczewski og økonomiminister Mateusz Morawiecki har aflagt besøg i Minsk, og alle tre omtalte besøgene i meget positive vendinger.

Share This