Ad

Peter Tudvad erklærer sin kærlighed til Smetana

Bedrich Smetana Foto: ukendt

Kommentar af Peter Tudvad

Tjekkiet: I går var det Bedřich Smetanas 195-års-fødselsdag. Den tjekkiske komponist er, tror jeg, uden for Tjekkiet bedst kendt for sin symfoniske digtcyklus Má vlast (“Mit fædreland”). En smule af denne kender i det mindste enhver turist, der med tog har været i Prag, for på hovedbanegården spilles ved udkald et par toner fra anden del, “Vltava”. 

Selv er jeg meget begejstret for Má vlast, som jeg i perioder kan finde på at høre konstant, mens jeg arbejder. Men min favoritkomposition er gået hen og blevet hans opera Libuše, som jeg udelukkende satte mig for at lære at kende, fordi den er skrevet over et tjekkisk sagn, som jeg bruger i manuskriptet til “Elben – en flods fortælling”. Den klassiske overlevering af sagnet er fra Cosmas af Prags bøhmiske krønike fra begyndelsen af det 12. århundrede, men tjekkerne kender det i dag bedre fra Alois Jiráseks gendigtning af det i dennes samling af gamle tjekkiske sagn, Staré pověsti české, fra slutningen af det 19. århundrede. 

Det er et pragtfuldt sagn, der dygtigt overtager gammeltestamentelige elementer, så Bøhmen kan tage sig ud som det forjættede land, men også et sagn, der næsten moderne tematiserer magtens anatomi, herunder mændenes magt over kvinderne, der som andre amazoner gør oprør mod dem.

Man kan selvfølgelig læse et resume af sagnet på Wikipedia (og en skønne dag også i Elben – en flods fortælling), men i dagens anledning gør man bedre i at se Smetanas opera i en optagelse fra Prag, dirigeret af Oliver Dohnany og med vidunderlige Eva Urbanová i titelpartiet.