Péter Szijjártó: Portræt af en dynamisk udenrigsminister

Ungarns udenrigsminister Peter Szijjártó  Foto: Agencia de Noticias Andes

Ungarns udenrigsminister Peter Szijjártó Foto: Agencia de Noticias Andes

 Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Ungarn: Rusland, en partner eller fjende? Det ungarske svar er enkelt nok: Budapest frygter ikke Moskva, for et russisk angreb på NATO er usandsynligt.

Den ungarske udenrigsminister, den 37-årige Péter Szijjártó´s – og hans chef Viktor Orbán’ – ser også meget gerne sanktionerne mod Rusland ophævet. Flere EU-lande deler det ungarske standpunkt, men har ikke villet nedlægge veto mod deres fortsættelse og dermed skabe ny alvorlig splittelse i EU.

Szijjártó er på det rene med, at Ungarn er et lille land, ja en småstat. ”Vi kan præsentere vores standpunkter”, siger han, ”men kan ikke intervenere direkte, hvor andre lande ikke tager vores synspunkter alvorligt. Det har vi ikke ressourcer nok til”.

Men hvem er Péter Szijjártó? Den polske journalist Dariusz Kalan kalder ham meget rammende en ”apparatjik”. Han er ud af en aristokratisk familie med flere professortitler og mange erfaringer inden for diplomati.

Hans velhavende familie gav ham stor økonomisk uafhængighed. Han blev selv magister i faget internationale relationer og økonomi ved Korvin Universitet i Budapest. I slutningen af 1990erne var han aktiv i Fidesz ungdomsorganisation ”Fidelitas”.

Som Viktor Orbán er han noget af en fodboldfanatiker. Han er meget anderledes end sine forgængere på posten, fx den ældre János Martonyi, der var Ungarns udenrigsminister i to omgange, 1998-2002 og 2010-14 hvor Fidesz havde regeringsmagten. Maronyi var en solidt uddannet diplomat med en kort fortid som medlem af det kommunistiske parti. Han var kendt for sin store erfaring og viden. Udadtil var han regeringens moderate ansigt, alt imens imens Viktor Orbán agerede næsten højre-revolutionært.

Forholdet til EU og USA var dengang spændingsfyldt, men ikke i samme omfang som i dag. Martonyi’s efterfølger på posten, Tibor Navracsics blev hurtigt flyttet til Bruxelles, hvor han blev EU-kommissær. Det banede vejen for den unge Péter Szijjártó. Arbejdet i Orbán’s kancelli havde være et fint springbræt, for Szijjártó havde gennem dette arbejde let adgang til Orbán, der så en politisk stjerne i ham. Frem for alt var han loyal over for regeringschefen.

For et par år siden var han genstand for mediernes opmærksomhed, da han købte en luksusvilla i Dunakeszi, men den kom ham ikke til skade politisk. Szijjártó gennemførte efter udnævnelsen store personelle forandringer i ministeriet, mange garvede ældre diplomater måtte sige farvel.

Peter Szijjártó hører sammen med fx den tidligere leder af parlamentsgruppen Antal Rogán og den nuværende chef for Orbán’s kabinet János Lázár til de yngre ”andengenerationspolitikere” i Fidesz. Det er givetvis inden for den kreds, efterfølgeren for Orbán skal findes, når den tid engang kommer.

Szijjártó har fra start lagt sig tæt op af sin regeringschef og fulgt en EU og USA kritisk politik efter Orbán’s motto om, at ”vindene i verdensøkonomien blæser fra øst”. Szijjártó har fuldt ud støttet Orbán i flygtningepolitikken og støtter ”åbningen mod Øst”.

I en periode blev ambassaden i Riga lukket til fordel for åbning af ambassader uden for Europa. Målene er primært økonomiske, at åbne nye handelskontrakter og få flere investeringer fra lande som Rusland, Kina, Adserbajdan, Kazachstan, Saudi Arabien og Tyrkiet.

Økonomi prioriteres højere end moral og menneskerettigheder, derfor de ret gode relationer til Putin og Erdogan. Nogle ser det som ”politisk kynisme”. De gode forhold til Rusland vækker modstand og kritik, i særlig grad i USA.

Under den rigtig kolde krig med Rusland har Ungarn bl.a. indgået en 10 mia. euro stor kontrakt om bygning af en ny enhed ved atomkraftværket i Paks, og den har Ungarn ikke tænkt sig at rokke ved. Trods kritik er den beslutning ikke blevet ændret. Økonomiske interesser vejer som sagt tungest.

I den henseende er Ungarn et typisk centraleuropæisk lande. Tjekkiet, Slovakiet, Østrig og Slovenien agerer stort set på samme måde. Péter Szijjártó – og Orbán – ser Ungarn som et stærkt og politisk dagsordensættende europæisk land.

Share This