Ad

På den anden side af jerntæppet

Foto: Peter Tudvad

Af Peter Tudvad

Anmeldelse: Det er efterhånden 30 år siden, at Jerntæppet faldt. I mellemtiden er der skrevet utallige bøger om denne ubegribelige begivenhed, der hensatte den halve verden og hele Europa i en tilstand af eufori. Historien var slut, og alt var godt. Glæden blev dog ikke af længere varighed – og interessen for den verden, der med ét havde åbnet sig, syntes heller ikke at være synderligt solid. De færreste kunne for alvor opbyde nogen større interesse for alle disse øst- og centraleuropæere, der med ét trådte ud af den grå masse hinsides Jerntæppet, og derfor er de med tiden igen forsvundet bag en mur af blasert ligegyldighed. Who cares?

Så meget desto heldigere er det, når en af disse europæere træder ud af den grå masse og demonstrerer for os, at alt det, der i vores øjne tog sig ud som gråt, faktisk havde nuancer, mange nuancer. Nej, det var ikke “fifty shades of grey” at leve i et totalitært samfund, hvor alt blev vejet og målt og underordnet den gældende femårsplan, og hvor alle blev vurderet efter pseudosocialismens småtskårne skala og mekanisk dømt ude eller inde. Socialismen var desværre ikke sexet, men menneskene var ikke desto mindre gjort af kød og blod. 

Akkurat dette vidner min brave ven og – jaja – kammerat Ota Tiefenböcks seneste bog om, nemlig hans erindringer fra det kvarte århundrede, han levede i sit fødeland, ČSSR, den tjekkoslovakiske socialistiske republik. Bogen hedder “På den anden side af Jerntæppet. En tjekkes fortælling og eftertanker om livet under kommunistisk diktatur”. Og det er netop det, den er, en sådan eftertænksom fortælling om livet i ČSSR fra 1957 til 1983.

Det er selvsagt et broget værk, al den stund livet selv i en socialistisk folkerepublik også var det, broget. Med til det brogede hørte naturligvis al den bureaukratiske absurditet, som vi kender så godt fra eminente tjekkiske forfattere som Václav Havel, Ivan Klima, Pavel Kohout, Milan Kundera og Bohumil Hrabal. Med til det brogede hørte den stædige og stilfærdige modstand mod det USSR-dikterede regime under den såkaldte normalisering efter den sovjetisk ledede invasion i 1968, hvor en tjekke fx ikke kunne drømme om at tale med en ungarer på det sprog, de ellers begge beherskede, nemlig russisk, da de hellere klarede sig med engelske brokker og fingersprog end ved at tale det samme sprog, som undertrykkerne gjorde. Og med til det brogede hører druk, pigesjov og anden munterhed, der giver en en anelse om, at Jaroslav Hašeks legendarisk soldat Švejk vitterligt var et portræt af i det mindste én side af den tjekkiske folkesjæl (en anden er, som den vesttyske forfatter Heinrich Böll bemærkede, oprøreren Jan Hus, sådan som den unge student og konfessionelle husit Jan Palach demonstrerede det, da han den 16. januar 1969 brændte sig selv i protest mod Warszawapagtens invasion året før).

Vi får selvfølgelig også en god del af Ota Tiefenböcks personlige historie, og den er såmænd en hel roman værd, da den rummer alt det, der gør livet værd at leve. Vi hører straks om den kærlighed til en dansk pige, der fik ham til at forlade sig fædreland til fordel for et halvt så stort mod nord. Vi hører også om hans families skæve gang, en familie, der engang var rig, men uheldigvis efter den kommunistiske magtovertagelse i 1948 solgte sine ejendomme af frygt for at få dem konfiskeret – hvorefter en drakonisk pengereform gjorde gevinsten til nul og niks – et slag af skæbnen, der ikke blev mindre af, at familien efter Fløjlsrevolutionen i 1989 kunne have fået erstattet den ejendom, der forudsigeligt var blevet konfiskeret af kommunisterne, hvis ikke den havde afhændet den.

Nej, selvfølgelig var det ikke ét fedt, om man voksede op i et strengt reguleret og overvåget samfund eller i et frit overflødighedshorn af muligheder; men unge er nu engang unge, og også ham tjekken Ota var langhåret og uregerlig og under opsyn og så hyppigt som overhovedet muligt med blaffertomlen i bevægelse på vej mod fjerne himmelstrøg, både mod øst og mod vest. Han ville lige så lidt som hovedparten af de andre unge i ČSSR finde sig i at blive spærret inde eller dikteret den vej, han skulle gå; alle hans og hans venners og kammeraters kreative måder at slippe for at aftjene deres toårige værnepligt og trodse regimets planer med dem for i stedet at følge deres egne er ikke bare kostelige, men forbilledlige. Også i vores ellers så frie verden styres vi af mekaniske hensyn, som gør en uregerlig ungdomsånd til alfa og omega, hvis ikke vi selv og vores kultur skal stivne i gold materialisme.

Netop derfor bør Ota Tiefenböcks bog få mange læsere, unge og ældre, herunder ikke mindst politikere og lærere, så disse erfarer noget unikt om, hvad kreativitet er for en utæmmelig størrelse. Den, kreativiteten, trivedes nemlig trods al vores liberale selvforherligelse også på den anden side af Jerntæppet, ja, af og til synes den sågar at have haft bedre kår dér, fordi den bestandigt måtte aktivere fantasien for at trodse systemet. Vel var der smalhals, men denne motiverede den enkelte til selv at organisere og opfinde snart det ene, snart det andet. Sat på spidsen kunne materiel og teknologisk overflod modsat synes at have en tendens til at ensrette menneskene lige så dygtigt, som de kommunistiske regimer drømte om – fordi vi ikke søger en vej uden for det givne, da dette jo allerede er så såre godt.

Alt dette skriver Ota Tiefenböck brandgodt om hen mod slutningen af bogen. Med sin baggrund kan han bedre end ret mange andre tillade sig at gøre det, fordi han har oplevet den forkætrede socialisme hinsides Jerntæppet og betakket sig for den, men ikke ved ud fra en binær og abstrakt logik at erklære alternativet for perfekt. Som reformkommunisterne med Alexander Dubček i spidsen under Foråret i Prag i 1968 insisterede på, at socialismen kunne “forbedres” og vise sig med “et menneskeligt ansigt”, kunne man også godt i dag – måske sågar under efterårsstormene i København anno 2019 – ønske sig, at nogle for alvor vovede pelsen og formulerede eller endda praktiserede nogle idéer om, hvordan vores markedsliberalistiske samfund kunne forbedres i en mere menneskelig retning.

Ota Tiefenböck: På den anden side af jerntæppet, Mr.East Forlag. Udkommet i september 2019 Pris: kr. 199,00