Ad

Orbán set i national-konservativt lys

Viktor Orbán Foto: Elekes Andor

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: For det liberale ”mainstream” er Ungarns leder Viktor Orbán en alvorlig udfordring. Han forstyrrer EU-samarbejdet og udfordrer selve  grundprincipperne for liberalt demokrati og EU-samarbejdet. For nylig Ungarn og Polen blødgjorde ”rule of law” bestemmelsen, hvorefter EU-lande der bryder retsstatsprincipper og grundlæggende værdier (artikel 2 i EU-traktaten), kan blive straffet på pengepungen. Indrømmelserne er blevet skarpt kritiseret af ”hardliners”, men accepteret for at få budgettet og den særlige genopbygningsfond efter corona pandemien vedtaget i alle medlemslandene. I national-konservativ optik er Orbán en oprører. Men hans projekt er værd at kæmpe for. Den vurdering går fx igennem i Jacek Przybylski’s artikel i det højre-nationale ugeskrift ”Do Rzeczy”(51.2020).

Viceforkvinde for Kommissionen, Véra Jourova’s udsagn om, at Orbán vil opbygge et illiberalt demokrati, men at han reelt opbygger et ”sygt demokrati” kritiseres skarpt. Jourova, siges det, kritiserer ikke alene en demokratisk valgt ungarsk regering, også Ungarn selv og dets befolkning. Han ser det som positivt, at Ungarn og Polen går sammen om at oprette et institut, der selvstændigt skal udforske retsforholdene (”rule og law”) i EU-landene og undgå forskelsbehandling.

At Orbán har milliardæren George Soros som fjende er helt naturligt. Han har tjent sine penge via børsspekulation og en del af dem bruges til at tvinge Europa til at understøtte sin egen politik og afvise enhver form for kompromis i EU om budgettet for 2021-2027.  Orbán har logisk nok sagt, at der er et liv uden for EU. De penge der ydes fra fonden for genopbygning er i form af lån. Lånene skal tilbagebetales af kommende generationer.

Budgetforliget skabte i øvrigt alvorlig konflikt internt i den polske regering, hvor Zbigniew Ziobro’s gruppe ”Solidarisk Polen” forholdt sig stærkt kritisk over for enhver form for indrømmelser til EU. Kritikerne, lyder det fra national-konservative, overser Orbán’ fortsat meget høje opbakning i befolkningen. Iflg. seneste måling fra ”Nezöpont” får han opbakning fra hele 59 pct. af de adspurgte, hvilket er en markant stigning i forhold til tidligere undersøgelser. Hvor regeringssamarbejdet i Polen halter, formår Orbán at fastholde disciplin. Han har ikke de store problemer med koalitionspartneren, det kristelig demokratiske parti (KDNP).

På den økonomiske front, har Orbán også opnået gode resultater, fortsætter Przybylski, Arbejdsløsheden var i 2019 på 3.3 pct., den laveste i 30 år. Kvinderne søger i stigende grad arbejde, og skattelettelser til virksomhederne gør det muligt at give de ansatte lønstigninger. Under pandemien er arbejdsløsheden vokset til 4.8 pct., men faldt efter sommeren 2020 til 4.6 pct. I Spanien er den på 16.6 pct., i Grækenland 16.8 pct., gennemsnittet i EU er 7.5 pct. Folk der er fyret pga. pandemien er bl.a. blevet tilbudt arbejde i militæret.

Orbán’s støtte til børnefamilierne og forbudet mod at skifte køn volder ikke problemer på den national-konservative fløj, heller ikke hans modstand mod LBGT miljøet og immigration. Toppen af isbjerget er den seneste grundlovsændring, gående på at ”moderen er en kvinde og faderen er en mand” At opbakningen til Fidesz–KNDP er så høj, skyldes også, at oppositionen, uanset hensigter om samarbejde, fremstår opsplittet og ”uduelig”.

Orbán’s linje har høj støtte i national-konservative partier i andre europæiske lande. Janes Jansa, ministerpræsident i nabolandet Slovenien, sendte op til budgetaftalen et brev til de andre EU-ledere, hvori han forlangte ligebehandling af alle medlemslandene, ikke dobbelte-standarder. I modsat fald er EU´s eksistens i fare, Brexit er et varsel om, hvad der i værste fald kan ske. Han peger også på, at andre lande end Polen og Ungarn har brugt vetoretten. Holland blokerede for nogle år siden for aftalen mellem EU og Ukraine, Bulgarien har nedlagt veto mod optagelsesforhandlinger med Nordmakedonien, Cypern forsinkede indførelse af EU-sanktioner over for Hviderusland og Frankrig og Holland og Irland gennemførte som bekendt for en del år siden folkeafstemninger, der sagde nej til EU-traktater.

Vi må acceptere vælgernes dom, det er demokratiets vilkår. Det må det liberale establishment acceptere. ”Hardlinere” i de liberale ”mainstream” ser for sig et EU uden Polen og Ungarn og betragter det nye Europa med god portion skepsis. De ser problemerne med Polen og Ungarn som farligere for EU end Storbritannien efter Brexit. Ungarns hårde linje i forhold til EU følges ikke fuldt ud i andre nye EU-lande, men også her finder en følelse af marginalisering og en skepsis over for det liberale establishment i Bruxelles. Europa skulle være blevet mere forenet efter udvidelserne i 2004 og 2007. Det er ikke sket.