Orbán på vej til Bruxelles

Viktor Orbán Foto: Elekes Andor

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ungarn: Viktor Orbán, Ungarns genvalgte ministerpræsident, rejser onsdag til Bruselles for at briefe lederne af den europæiske Folkepartigruppe (EPP) om målene for den næste regeringsperiode og diskutere EU’s fremtid. Der er i følge det ungarske nyhedsbureau MTI tale om et genbesøg.

Under den ungarske valgkamp rejste EPPs formand Manfred Weber til Ungarn og bakkede op om genvalget af Orbán og hans Fidesz-regering. Viktor Orbán vil under besøget i Bruxelles iflg. MTI udtale sin fortsatte støtte til forsvaret af Europas ydre grænser og den kristne kultur. Derudover vil han antagelig fremhæve den ny regerings planer for fuld beskæftigelse, støtte til børnefamilierne og fortsat sikring af landets konkurrenceevne. Også spørgsmål om handel, asylpolitik og EU’s kommende post-2020 budget vil være på mødedagsordenen.

Der har været på tale at ekskludere Orbán og Fidesz fra Folkepartigruppen i Europaparlamentet. Medlemskabet er meget vigtigt for Orbán, da Merkels CDU også er i denne gruppe. Men alt tyder på, at Fidesz’ medlemskab af EPP fortsætter. Godt nok er Orbán kontroversiel, men han er populær i brede kredse i Tyskland og i Europa i øvrigt. Den ny tyske regering har da også lagt op til en mere blød linje over for de genstridige EU-lande i øst.

Share This