Nyt tysk parti overrasker i måling – op til 40 procent af vælgerne

Sahra Wagenknecht Foto: Wolkenkratzer

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Sahra Wagenknecht, som har brudt med Die Linke og dannet sit eget parti Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW) står til at tordne frem i en ny måling foretaget af instituttet Allensbach – det skriver Bild Zeitung.

BSW ligger på omkring 7 procent i de seneste målinger generelt, men nu viser en ny måling, at potentialet kan være meget højere.

I en ny måling her før de kommende valg i østdelstaterne Thüringen, Sachsen og Brandenburg svarer 40 procent af de adspurgte, at de kunne overveje at stemme på BSW. I Tyskland som helhed lyder tallet på 24 procent.

Det overraskende er, at BSW ikke kun stjæler vælgere fra Die Linke, som nu er under spærregrænsen på 3 procent, men også fra AfD, som ifølge de seneste målinger har tabt lidt af pusten og nu ligger på ca. 18 procent. Men rent faktisk har hun næsten lige så stor tilslutning fra vælgere over hele det politiske spektrum – hermed også CDU, SPD og De Grønne.

70 procent af de adspurgte angiver utilfredshed med den siddende ampel-regering som grund til at vælge BSW. Et andet punkt er personen Wagenknecht selv, som i lang tid har toppet listen over de mest populære politikere i Tyskland – på et tidspunkt overgik hun den tidligere kansler Angela Merkel.

Wagenknecht står for en blød linje over for Rusland og dermed fredsforhandlinger. For 49 procent har det en afgørende betydning. Partiet ønsker også en strammere migrationspolitik og især bedre forhold for de lavtlønnede og fokus på social retfærdighed og dermed et opgør med den ideologisk betingede politiske korrekthed, som kendetegner De Grønne.

Den store tilslutning i østdelstaterne skyldes, at mange vælgere mener, at hun forstår østtyskerne i modsætning til de etablerede partier. 

Ifølge målingen er der ingen særlige udsving mht. mandlige eller kvindelige vælgere eller aldersgrupper. Men det afgørende er, at hele 44 procent af de potentielle vælgere kommer fra den yderste venstre- eller højrefløj.    

Share This