Ny nedtur for SPD og Schulz

Schleswig-Holstein Foto- Begw

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Søndagens valg i delstaten Schleswig-Holstein bød på en ny dukkert for SPD. CDU blev overraskende nok den helt store vinder med godt 32 procent af stemmerne, mens SPD måtte nøjes med godt 27 procent her i en af de socialdemokratiske højborge.

Dermed har den siddende regering med SPD, Die Grüne og det sydslesviske parti SSW ikke længere flertal. Fremgang for FDP, som røg op på godt 11 procent, mens Die Grüne endte på uændrede 13 procent. SSW gik lidt tilbage til godt 3 procent, men partiet vil stadig være repræsenteret i Landdagen, da det er undtaget fra spærregrænsen på 5 procent.

Mulige regeringsdannelser er en sort-gul-grøn Jamaica-koalition med CDU, FDP og Die Grüne, eller en rød-gul-grøn Ampel-regering med SPD, FDP og Die Grüne, som lige netop kan mønstre godt 50 procent af stemmerne.

Seneste udmelding fra Die Grüne er, at partiet foretrækker et samarbejde mellem SPD, FDP og Die Grüne, mens FDP har meldt ud, at man foretrækker en sort-gul-grøn koalition med CDU, FDP og De Grüne.

Alternativt kan det ende med en ”groko” – en koalition med SPD og CDU, hvilket blev udfaldet efter delstatsvalget i Saarland.

Share This