Ny kosovosk fodboldhistorie

Foto: Ota Tiefenböck

Foto: Ota Tiefenböck

Når den kosovoske fodboldklub KF Hajvalia i aften møder græske PAOK på udebane i kvindernes Champions League kvalifikation, bliver de det første hold fra Kosovo til at spille i en europæisk turnering.

Af Toke Møller Theilade

Efter at have vundet både mesterskabet og pokalturneringen sidste år er KF Hajvalia nu blot tre kampe væk fra det forjættede land, Champions League. De kosovoske kvinder er blevet trukket i gruppe med græske PAOK, færøske KI Klaksvik og cypriotiske Apollon Limassol i kvalifikationsrunden til Champions League.

Når Hajvalia løber på banen i Thessaloniki i aften til mødet imod PAOK, bliver de samtidig det første hold fra Kosovo til nogensinde at spille i en europæisk UEFA turnering. Dette sker efter, at Kosovo blev medlem af UEFA tidligere på året.

Med UEFA medlemskabet fik både de kvindelige og mandlige klubber mulighed for at stille op i UEFAs turneringer, og der var dermed lagt op til, at de mændenes mestre Prishtina skulle løbe med rekorden, da den mandlige turnering starter før den kvindelige. Men både Prishtina og pokalmestrene Feronikeli blev udelukket på grund af økonomiske problemer og for dårlige stadionfaciliteter, hvilket altså gør Hajvalia historiske i stedet.

Hajvalias største profil er den 21-årige Qendresa Krasniqi, der blev kåret til årets spiller sidste år, og er anfører på landsholdet, og hun skal formentlig præstere op til sit allerbedste, hvis klubben skal gøre sig forhåbninger om at vinde gruppen og komme videre til hovedturneringen, der begynder i oktober.

Share This