NATO topmødet, svære udfordringer og ambivalente holdninger i medlemslandene

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Den 9.-11. juli mødes NATO’ ledere samt gæster i Washington. 75 er gået siden NATO blev oprettet, og det vil utvivlsomt blive markeret. Alt vil blive gjort, for at facaden af enighed bliver opretholdt. Som omtalt i mreast.dk bliver et centralt emne spørgsmålet om Ukraine’s optagelse i organisationen. Spørgsmålet er blevet  flittigt kommenteret i de internationale medier, herunder i polske, der ikke lægger  skjul på, at vi står over for svære dilemmaer. Økonomiske problemer, valg og politisk ustabilitet i flere medlemslande gør bestemt ikke situationen bedre.

Holdningerne i befolkningerne er ikke fremmende for en langvarig krig, “proxy)krig for ever”. Meningsmålinger på tværs af lande viser, at opbakningen til Zelensky og hans politik er dalet både hjemme i Ukraine og i udlandet, i Polen fra 70 pct. ned til nu 48 pct., i Holland fra 73 pct. til 66 pct., i Tyskland fra 61 til 54 pct. og i Sverige fra 86 til 80 pct. Kun 6 pct. af polakkerne mener, at der bør ydes mere i støtte til Ukraine end i dag, 61 pct. af ungarerne mener, at der er ydet nok, ja 21 pct. at der er ydet for meget. Den ambivalente holdning til krigen genfinder vi i Tjekkiet. 2/3 af de adspurgte giver her Rusland skylden for krigen, kun 10-15 pct. peger på Ukraine og Vesten som hovedskyldige. Men kun 30 mener, at Tjekkiet skal støtte Ukraine, indtil sejren over Rusland er endeligt vundet, 70 pct. ønsker en hurtigere afslutning, vel underforstået våbenhvile og efterfølgende fredsforhandlinger.

Opbakningen til hurtig våbentilstand og forhandlinger om fred er vokset støt også i USA. Fortsat krig i Ukraine kan ende katastrofalt, lyder budskabet, med atomkrig og/eller med et nyt Afghanistan. Militær bistand bør ikke være et mål i sig selv og et middel til at svække Rusland og Kina, men er det for ret mange, desværre. Polakkerne er alt andet end pro-russiske, men kun 14 pct. mener, at polske soldater skal kunne sendes i krig i Ukraine.  En omfattende måling fra Peer Research Institut viser, at opbakningen til NATO i medlemslandene under et lige nu er på 63 pct. i de lande der er inddraget i undersøgelsen. Den er størst i Polen (91 pct.), Holland (75 pct.) og i Sverige (72 pct.), og  lavest i Grækenland (37 pct.), Spanien(45 pct.) og i Tyrkiet (42 pct.). 

NATO skal have ny generalsekretær. Valget er som bekendt faldet på hollænderen Mark Rutte. Også det valg er blevet flittigt kommenteret. I en interessant artikel i det polske ugeskrift “Przeglad” omtales Rutte som centristisk indstillet, rolig af gemyt, sarkastisk, ligevægtig og som pragmatisk indstillet. Han er indstillet på, at føre dialog med dem, der nu engang de facto har magten, med dem, der nu engang optræder i manegen. Han er kendt for at have forhandlet konstruktivt med  Donald Trump, der måske genvinder præsidentposten i november. I 13 år var han regeringschef. Han nåede at være i alvorlig konflikt med Rusland i kølvandet på nedskydningen af et hollandsk passagerfly over Ukraine i 2015. Men han var sammen med Putin og Merkel til stede under indvielsen af Nordstream I gasledningen.

Kaja Kallas fra Estland og Karl Iohannis fra Rumænien lagde også billet ind på stillingen som NATO generalsekretær. Iohannis trak sit kandidatur, og Kallas fik som trøst jobbet som EU kommissær for udenrigspolitik.  Rutte er den yngste ud af seks børn i familien. Hans familie tilbragte de unge år i Sumatra. Hans far kom i en japansk koncentrationslejr. Han lærte at leve med det, skæbnen bibringer.