Ad

National identitet, myter og rumænske paradokser

Parlamentet i Bukarest Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rumænien: Spørgsmålet om national identitet er i disse år genstand for en markant øget interesse. Det skyldes, at national identitet et vigtigt politisk emne og udslagsgivende ved valg i rigtig mange lande. Kaczynski i Polen, Orbán i Ungarn, Erdogan i Tyrkiet og Putin i Rusland slår på national identitet, også Trump i USA (”US first” politikken). Selv ”mainstream” partier i det ”gamle Europa” er gået med på bølgen.

Rumænien er et interessant men ofte et overset eksempel. Det forsøger magasinet ”Eurozine” at råde bod på i et længere interview med den kendte rumænske historiker Lucian Boia. Det særlige” rumænske paradoks”, siger Boia, er meget iøjnefaldende. Rumænien er måske det mest nationalistiske land i Central- og Østeuropa, men i parlamentet finder vi mærkeligt nok ikke et eneste ekstremt nationalistisk politisk parti.

Rumæniens nationale identitet og nationalismen er koblet til de romersk-dakiske rødder, til traditionerne fra det østrig-ungarske styre, til moderniseringen, der fulgte efter, til fascismen i mellemkrigsperioden og ikke at forglemme til nationalkommunismen under Nikolai Ceascescu. I dag har vi, siger Boia, hvad der bedst kan kaldes en ”paradoksal nutid” (”paradoxical present”).

Det eneste stærkt nationalistiske parti i Rumænien siden 1989 har været ”Partidul Romania” (”Storrumænske Parti), oprettet tilbage i 1991 ledet af Vadim Tudor, som før da havde været Ceasescu’s hofpoet. Men partiet mistede stemmer, og Tudor selv tabte præsidentvalget i 2000. Partiets undergang førte overraskende nok ikke til oprettelse et nyt ekstremt højrenationalistisk parti med tilstrækkelig høj vælgeropbakning.

Ikke desto mindre er dyrkelsen af national identitet meget stærk i Rumænien i dag og det på tværs af de mange forskellige politiske partier og bevægelser i landet. Rumænien er ”anderledes” end magyarerne (Ungarn) og de slaviske lande. Det skyldes landets ”særlige historie”. Opfattelsen af historien hviler på ”myter”. Især tre myter forklarer Rumæniens eksistens og nationale identitet: kontinuitet, dette at rumænere uafbrudt har beboet det nuværende rumænske territorium,  enhed, dette at landet altid har været en kompakt og forenet og homogenitet, at negligere eller undertrykke de mindretal

De dakiske og latinske rødder

”Mystificeringen” af historien har været en brutal proces, og er ofte kendetegnet ved løgne, bedrag og disinformation. Kort sagt, historiepolitik har fortrængt seriøse kildestudier. Landets latinske rødder blev opdaget i 1700-tallet. De latinske rødder betyder meget for Rumæniens ”founding myth”, om hvordan nationen og landets identitet i sin tid blev skabt.

Iflg. den ”latinistiske historieteori” er rumænerne direkte efterkommere af romerne, der i begyndelsen af det 2. århundrede efter Kr. erobrede Dakien. Herefter blev skabt en syntese og ligevægt mellem nationalisme og europæisering. Den ”latinske renhed” betyder, at Vesten, ikke andre slaviske lande, danner model og forbillede.

I slutningen af det 19. århundrede blev skabt en ny retning, den rent dakiske, som helt udelukker det latinske element og påstår, at rumænerne stammer ”eksklusivt” fra dakerne. Hvad der reelt skete, da rumænerne forlod Dakien (”restreat”) fra slutningen af 1300-tallet er uklart iflg. de tilgængelige kilder.

Tesen om det ”rent dakiske” betød en større distance til den vestlige verden og Europa med en understregningen af Rumæniens ”eneståenhed”. Denne ”eneståenhed” er dog ikke anerkendt af alle. At rumænerne kun bosatte sig i begrænsede områder inden for det nuværende Rumænien bestrides fra ungarsk side.

Her påstås at magyarerne kom til Transsylvanien før rumænerne. Tesen om kontinuitet, om ”Storrumænien” og Rumæniens ”eneståenhed”, er dyrket til det ekstreme hos den yderste højrefløj i mellemkrigstiden, og fortsatte under Nicolae Ceascescu´s nationalkommunistiske styre op igennem 1970erne og 1980erne.

I 1990erne oplevede vi i højeste grad også opblomstring af interessen for national identitet på Balkan, desværre på en yderst brutal måde. Uanset historiske kilder vil rumænske nationalister påstå, at det var rumænerne, der først bosatte sig i Transsylvanien.

Påvirkningen fra Frankrig og Tyrkiet

Fra 1800-tallet orienterede Rumænien sig skiftevist mod Grækenland, Tyrkiet og Vesten og især Frankrig. Fra 1830 brugte man vestlige klædedragter, benyttede det latinske alfabet og skabte love og administration af vestlig type.  Fransk sprog og kultur fik betydelig indflydelse (”francofili”). De regioner der senere, i mellemkrigsperioden, blev en del af (stor)Rumænien, Banat, Bukovina og Transsylvanien, havde før været en del af Østrig-Ungarn og var derfor et godt stykke påvirket af tysk kultur og sprog. Men selve retningen blev bestemt i de to kerneområder, Vallakiet og Moldova, det ”gamle kongedømme” (”Vechiul regat”).

Det område er senere kaldt det ”lille Rumænien”. Frem til 2. verdenskrig, konstaterer Boia, var Rumænien dog overordnet mest orienteret mod fransk kultur.

Den tyrkiske indflydelse skal heller ikke overses. Helt fra middelalderen havde rumænerne bekæmpet indflydelsen fra ottomanerne og forsvaret kristendommen, men modsat i Grækenland og Bulgarien var forholdet til Tyrkiet ikke entydig negativt. Vi oplever endda en vis ”beundring (”fondness”) for tyrkerne.

Trods det latinske sprog er mange ord af tyrkisk oprindelse og stadig i brug. Den tyrkiske indflydelse ser vi også inden for gastronomi. Forholdet til osmannerne er således forløbet anderledes i rumænsk historie end i Grækenlands og Bulgariens. Området Dobruja blev styret direkte fra Istanbul. Trods de forskellige påvirkninger og regionale forskelle, siger Boia, forblev Rumænien samlet set en forholdsvis homogen nation.

Det er den ortodokse kristendom, der i så høj grad har evnet at holde sammen på og forene landet. Den centraleuropæiske identitet oplever vi fortrinsvist i regionerne Transsylvanien, Banat og Bukovina. Nationalismen i dag er mest forbundet med nostalgi for det Storrumænien, vi oplevede i mellemkrigsperioden.

Her blev minoriteter fx ukrainere, russere, jøder, tatarer, tyskere, ungarere og bulgarer ligefrem betegnet som ”fremmede”. Omkring 2. verdenskrig var den ekstreme nationalisme og antisemitisme forbundet med Jerngarden og legionærbevægelsen. Det specifikt ”rumænske”, de latinske og daktiske rødder blev dyrket i hele det 20. århundrede. Koeksistensen mellem de forskellige de etniske grupper kaldt ”romanianist” ideologi (”romanism”) har præget arkitektur, historie, sociologi og etnografi.

Arven fra nationalkommunismen

Arven fra den kommunistiske periode har uundgåeligt påvirket den nationale identitet. I udgangssituationen, lige efter 2. verdenskrig, stod det kommunistiske parti svagt, når det gælder folkelig opbakning og partimedlemskab. I begyndelsen kunne partiet skaffe sig opbakning gennem at løfte visse sociale grupper, især arbejderklassen, socialt.

Det holdt dog kun et stykke tid. For at opnå større styrke greb partiet derfor i 1950erne under Gheorghe Gheorghiu-Dej, senere, fra 1965 under Nikolai Ceascescu, til udstrakt brug af nationalisme. Der blev skabt et paternalistisk, undertrykkende og quasi-dyneastisk system præget af en stærk nationalistisk retorik.

Polen, Ungarn og Bulgarien kendte også til nationalkommunismen, i Polen var den rettet mod jøder (især omkring 1968) og i Bulgarien mest mod tyrkerne. Henvisninger til nationalismen i mellemkrigstiden var ikke ukendt under Ceausescu. Næsten alt fra udlandet (også fra Khrustjevs Sovjetunionen) var ikke velset.

Arven fra den kommunistiske periode er ikke overvundet i dagens Rumænien. Ceasescu’s fald, vold og kaos i årene omkring og efter kommunismens fald i 1989 bidrog til, at den nationale ideologi fra kommunismen og før kommunismen blev genskabt og præsenteret i flere forskellige former. Målet var gennem brug af patriotisme og nationalisme at binde nationen sammen og overvinde frygt, kaos og usikkerhed, kort sagt at få (gen)skabt nationalt sammenhold og national identitet. Som sagt, i dag finder vi ikke en politisk kraft med et sammenhængende program med appel til den brede befolkning.

Håb forude?

At Rumænien i dag ikke har et stærke åbenlyst fascistiske partier er et gode for landet. Men faren for at forfalde til et autoritært system er ikke desto mindre voksende, efter Boia’s opfattelse er den ikke mindre end i eksempelvis Polen og Ungarn.

Mistilliden til de nationale institutioner er særdeles udbredt, derfor se vi den store opbakning til medlemskabet af EU. En frustreret diaspora (udlandsrumænerne) og underudviklede landdistrikter med en nationalkonservativ indstillet befolkning udgør en farlig cocktail. Som i 1800-tallet har vendingen mod vest været overfladisk siden 1989. Det liberale demokrati er ikke rodfæstet. Det er ikke ukendt i andre lande i det ”nye Europa”.