Næsten halvdelen af tyskerne vil acceptere AfD i en regering

AfD-logo

Tyskland: Indtil videre har enhver forestilling om partiet AfD i en regeringskoalition været tabu i tysk politik. Men nu viser en ny måling, at 47 procent af tyskerne finder løsningen acceptabel. Det skriver Der Spiegel. En lige så stor andel er dog imod ethvert samarbejde med AfD.

Ser man på østdelstaterne alene, er 55 procent for, og i de vestlige delstater er det 44 procent. På landsplan står partiet nu til omkring 22 procent af stemmerne, mens tallet lyder på langt over 30 procent i flere østdelstater.

Den seneste tendens er, at AfD også vinder frem i de vestlige delstater. Ved det seneste valg i Hessen opnåede partiet 18,4 procent, hvilket er mere end de to regeringspartier SPD og De Grønne. I Bayern fik AfD 14,8 procent.

Temaet kan blive aktuelt efter de kommende valg næste år i delstaterne Brandenburg, Thüringen og Sachsen. Hvis tendensen holder stik, kan det blive svært at danne koalitioner uden AfD som det langt største parti. Eneste løsning uden AfD vil så være koalitioner med både CDU/CSU og Die Linke som politiske modstandere i kommende delstatsregeringer. Michael.Skovgaard

Share This