Moldova har bedre togtransport end Danmark

Moldovas Baner, Calea Ferata din Moldova har i ETI`s undersøgelse placeret sig på næstsidste plads, lige foran Danmark Foto: Clay Gilliland

Moldovas Baner, Calea Ferata din Moldova, har i ETI`s undersøgelse placeret sig på næstsidste plads, lige foran Danmark Foto: Clay Gilliland

En europæisk undersøgelse af effektiviteten af de europæiske jernbaneselskaber placerer Danmark i Europas absolutte bund

Af Ota Tiefenböck

Moldova/Danmark: Dyre priser, dårlig service og tog med store forsinkelser. Det er hverdag i dagens Danmark, viser en undersøgelse foretaget af European Transport Institute (ETI), som sammenligner kvaliteten af togtransport i de europæiske lande.

Undersøgelsen fastslår, at kvaliteten af togtransport i Danmark er så dårlig, at vi ligger ligger i undersøgelsens absolutte bund, også sammenlignet med lande, vi normalt ikke plejer at sammenligne os med.

Danmark er i undersøgelsen overgået af lande som eksempelvis Armenien, Moldova og Albanien, altså lande med langt færre økonomiske midler til rådighed end Danmark.

ETI har sammenlignet de europæiske lande på en lang række faktorer, såsom tid, afbrydelse af driften, transportens kvalitet, service og pris og er kommet frem til dette rystende resultat.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) afviser, at den danske jernbanetransport er så elendig, som det fremgår af undersøgelsen.

”DSB hører til verdens bedste jernbaneselskaber og samme gælder den service man yder passagererne, jeg kan ikke rigtig tage den type undersøgelser seriøst, det er svært at forestille sig de videnskabelige metoder, der ligger til grund for sådan en undersøgelse, siger Ole Birk Olesen.

Professor og forsker i transporteffektivitet, Peter Grünbaum fra Roskilde Universitetscenter bekræfter, at kvaliteten af den danske jernbanetransport ikke længere er, hvad den har været. Han mener, at DSB har meget at indhente.

”Transportministerens ord er mere et udtryk for ønsketænkning end realitetssans. Transportministeren burde prøve at tage på en togtur mellem for eksempel København og Århus. Det er ganske pinligt, at selv et land som Moldova har placeret sig foran Danmark, men det er samtidigt velfortjent,” siger Peter Grünbaum.

 

******Opdatering d. 2. april 2018******

Artiklen blev bragt den 1. april som Mr. East-redaktionens aprilsnar. Hverken historien eller de anførte citater er i overensstemmelse med virkeligheden. Vi ses 1.4. 2019

 

Share This