Mødet mellem Tyrkiet og Kasakhstan og forhandlinger om transportruter fra Kina uden om Rusland

                           

Kasakhstans hovedstad Astana Foto: Msykos

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Kasakhstan: Tidligere i maj mødtes Tyrkiets præsident Erdogan med sin kollega fra Kasakhstan, Kassym-Jomart Tokajev, det første møde mellem de to præsidenter siden Tokajevs tiltrædelse som præsident i 2019. Vigtige emner var på dagsordenen. Krigen i Ukraine var naturligvis med, men ikke omtalt meget i de officielle referater. Dog blev henvist til, hvad der blev betegnet som ”forværringen af den geopolitiske situation” og behovet for fredsforhandlinger.

Ukraine har ikke interesse i konfrontationer med Tyrkiet og har derfor ikke stemt for resolutioner, der omtaler drabene på armeniere under 1. verdenskrig som folkemord. Det har fået Armenien til at reagere hårdt. Som modsvar støtter Ukraine Aserbajdsjan i striden med Armenien om Nagorno-Karabakh.

Tyrkiet har tidligere forsøgt sig som mægler i krigen i Ukraine. Begge lande forfølger en forsigtig linje over for Rusland, prøver at undgå at blive direkte involveret i krigen. Erdogan var under mødet lidt mere åben udadtil end Tokajev. Erdogan har i hvert fald aktivt forsøgt at bruge krigen i Ukraine til at styrke forbindelserne til det, han selv betragter som ”tyrkiske stater”. Nok så vigtigt på mødet var spørgsmålet om at få styrket den eksisterende transport-korridor fra Kina til Tyrkiet via Kasakhstan og uden om Rusland. Korridorerne over land fra Kina går uden om Rusland, via Hviderusland og frem til grænsen til Polen.

Særlig vigtigt, erklærede Tokajev, er at maksimere den trans-karpatiske internationale transport rutes potentiale, også kendt under navnet ”mellemkorridoren”. Kazachstan har som mål at forblive og meget gerne styrke landets position som handelsmæssigt og logistisk ”hub” mellem Kina og Europa. Ruten er også kaldt ”Jern Silkevejen” (”Iron Silk Road”). Den forbinder den kinesiske by Xi´an med Istanbul via jernbane over Kasakhstan. Derefter følger en maritim forbindelse til Aserbajdsjan over Det Kaspiske Hav, derefter transporteres varerne med tog gennem Georgien til Tyrkiet. Ad den vej forkortes transporttiden med hele 12 dage i forhold til at få varerne transporteret med skib hele vejen fra Kina mellem Kina og Tyrkiet. Fremskrivninger taler om en 6-dobling i år af de transporterede mængder, op til 3.1 mio. ton.

For at fremme transporter underskrev Tokajev og Erdogan aftaler, der skal forenkle told procedurerne. Handelen skal via ruten efter planen nå op over 10 mia. dollar over de næste år. Under sit besøg i Istanbul gav Tokajev udtryk for ønske om at få flere tyrkiske investeringer til landet og understregede behovet for at de-monopolisere økonomien og skabe mere konkurrence. Under besøget blev der indgået 30 kommercielle aftaler til 1 mia. dollar. Aftalerne styrker Kina; det er ikke velkomment i Washington.

Share This