Migrantkrisen: Albaniens forhold til migranter præget af forvirring

 

Den albanske hovedstad Tirana Foto: Ota Tiefenböck

Den albanske hovedstad Tirana Foto: Ota Tiefenböck

Er Albanien klar til at modtage flygtninge, eller er Albanien ikke klar til at modtage flygtninge? Det kommer an på, hvem man spørger

Af Mathilde Laurent

MathildeAlbanien: I løbet af én og samme dag kom der to meget forskellige udmeldinger fra Albaniens integrationsminister, Klajda Gjosha, og landets premierminister, Edi Rama, i spørgsmålet omkring, hvorvidt Albanien vil åbne dørene for syriske flygtninge i nærmere fremtid, skriver nyhedsmediet Independent Balkan News Agency.

Torsdag morgen kom den første udmelding fra landets integrationsminister, Klajda Gjosha. I forbindelse med et politisk møde, som fandt sted i den sydøstlige region, Korca, udtalte integrationsministeren, at regeringen er klar til at modtage flygtninge fra Syrien.

Senere samme dag kom dog en helt anden udmelding fra landets premierminister, Edi Rama, da han deltog i et TV-interview torsdag aften:

“Vi vil ikke modtage flygtninge på dette tidspunkt, fordi vi hverken har forholdene eller kapaciteten til dette. Alt imens Makedonien og Serbien lukker deres grænser for flygtninge, så skulle vi åbne vores,” siger Edi Rama.

Edi Ramas udtalelse torsdag er i klar strid med Klajda Gjoshas udtalelse, men også med Edi Ramas udmelding sidste år. Tilbage i september sidste år udtalte premierministeren sig mere positivt på området og udtrykte, at Albanien gerne ville åbne sine grænser for syriske flygtninge.

Albanien har ikke været påvirket meget af flygtningestrømmen. De syriske flygtninge, som rejser igennem Balkan-landene for at nå til Tyskland, rejser oftest via andre ruter, men i den seneste tid har Albanien alligevel øget deres grænsekontrol ved grænseovergangene mellem Albanien og Grækenland.

Dog tegner der sig stadig kun et billede af Albanien som værende en mellemstation for de syriske flygtninge, som rejser videre til bedre udviklede europæiske lande såsom Tyskland og Italien.

 

Share This