Meningsmåling op til lokalvalgene i Polen viser tæt løb

Illustrationsfo: Wikimedia

Polen: Den 4. april afholder Polen valg til kommuner og regioner, og at dømme efter en netop offentliggjort måling fra instituttet “Wirtualny Polski” bliver der tale om tæt løb mellem Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) og Borgerkoalitionen (KO). PiS står til at få 29 pct., KO til 28 pct. blandt de vælgere, der agter at stemme partipolitisk. Tredje Vej, der er med i den ny regering, får iflg. målingen 13.5 pct., oppositionspartiet Konføderationen 8.5 pct. og venstrefløjen (“Lewica”), der er i regering, 7.6 pct.

Andelen af adspurgte der svarer “ved ikke” er 8.4 pct.  4.9 pct. vil stemme på andre partier, evt. på lokale lister. Lokalvalgene er den første gang, de polske vælgere skal stemme siden den ny centrum-liberale regering ledet af Donald Tusk trådte til efter valget i oktober 2023. Meningsmålingen tyder ikke på de store forandringer i vælgernes valg af partier indtil nu. Borgerkoalitionen (KO) og Tredje Vej vil utvivlsom stå stærkest i de store byer.

Næste valg bliver til Europa-Parlamentet i juni. Det har vakt opsigt, at Jaroslaw Kaczynski modsat tidligere erklæringer ikke vil gå af som leder af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) før på partiets kongres i 2025. En årsag er formodentlig frygt for, at hans afgang vil udløse en ødelæggende magtkamp mellem de forskellige fløje i partiet. Der skal også lægges en strategi for, hvordan regeringsmagten kan generobres. Søren.Riishøj

Share This