Masseprotester som et problem for demokratiet

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rumænien: For få uger siden bragte den ny rumænske regerings dekret om amnesti for 2.500 fanger med op til 5 år i straf 100.000er på gaden. Amnestien gav amnesti til personer dømt for økonomisk kriminalitet, korruption og skatteunddragelse for beløb på godt 300.000 danske kroner. Masseprotester er ikke et nyt fænomen i Rumænien. Vi oplevede dem i 2012, da Emil Boc’s centrum-højre regering måtte træde tilbage, og det gentog sig i 2015, da Viktor Ponta blev væltet og i forbindelse med enkeltsager. Nu rejser demonstranterne igen krav om regeringens afgang, til trods for at Liviu Dragnea’s regering har trukket de kontroversielle dekreter tilbage og  fyret justitsministeren.

Umiddelbart er protestdemonstrationerne blevet mødt med sympati, også hos langt de fleste kommentatorer i udlandet, hvilket for så vidt er forståeligt nok. Men ”politics of mass protest” og ”maidanisering” har en bagside, og det både i eller uden for Rumænien. Det mener i hvert fald Malgarta Rejmer, journalist og bosiddende i Tirana, i en interessant analyse i det polske ”Gazeta Wyborcza”.

Siden 2012 har vi oplevet en ny type borgere i Rumænien, siger hun. Mange tusinde rumænere er gået på gaden. De har været i stand til at vælte regeringer, men skaber de derved positive forandringer i samfundet som helhed? Problemet er, at ”gaden” har ikke haft egen repræsentation i parlamentet, de demonstrerende har ikke egne politiske ledere og heller ikke noget stærkt politisk bagland. De bruger flittigt de sociale medier og er derfor i stand til at mobilisere meget hurtigt.

Problemet i Rumænien og i Sydøsteuropa er frem for alt den udbredte korruption, mangel på tillid til myndighederne og svagt udviklede civilsamfund, er de aktive kan de være mere ”ucivile” end civile. Rumænien har fået oprettet et stærkt og særdeles aktivt antikorruption direktorat, over de sidste godt 10 år er 16 tidligere ministre blevet fængslet for korruption, og alene i de sidste to år er det gået ud over mere end 2000 i offentligt ansatte i forskellige administrative jobs. Problemet er det uklare lovgrundlag og deraf følgende risiko for vilkårlighed i dommene. Men direktoratet og dets leder, Laura Codreta Köves er populær i befolkningen, for der bliver i det mindste udvist handlekraft.

I forhold til fx Albanien er Rumænien bedre i stand til at fremvise massedemonstrationer, demonstranterne har gode forbindelser til medierne, men demonstranterne viger helt uden om de politiske partier og bryster sig af ikke at have politiske ambitioner overhovedet. Der praktiseres en ”anti-politics” linje, som ikke er ukendt i andre lande i øst. Der savnes lederskab og alternative strategier og frem for alt sammenhængende politiske alternativer.

De demonstrerende vælger i stort antal sofaen, når der er valg. Ved valget den 11. december 2016 var stemmeprocenten i Rumænien på blot 39.5 og også meget lav i hovedstanden og de store byer, hvor de store demonstrationer især har fundet sted. Demonstranterne, siger Rejmer, mangler politisk modenhed og konsekvens i deres handlinger. De strømmer ud på gaden og protesterer, men de tager kun sjældent del i valg og ønsker ikke at engagere sig partipolitisk. Præsident Klaus Iohannis støtter demonstrationerne, men er selv under mistanke for korruption i forbindelse med anskaffelse af dyre lejligheder i den by, hvor han har været borgmester.

I stedet for at engagere sig partipolitisk vil demonstranterne kontrollere og følge magthaverne tæt, de vil ”holde dem i hånden” og straffe dem, hvis de ikke makker ret, men partipolitik betragtes som ”beskidt arbejde”. Men kan demokratiet fungere under de forhold? Ikke det repræsentative liberale demokrati. Resultatet er ustabilitet og permanent valgkamp. Valgene skaber ikke politisk stabilitet.

Polen og Ungarn har også oplevet massedemonstrationer. Men her har Lov og Retfærdighedspartiet og Fidesz nydt godt af demonstranternes umodenhed, fraværet af bæredygtige politiske alternativer og intern splittelse blandt de demonstrerende og lederne. Orbán og Kaczynski har strammet op politisk og bragt domstolene og medierne under politisk kontrol. Kort sagt, ”politics af mass protest” er ikke en dans på roser. I nogle lande fører det til politisk kaos og voldsom polarisering, i andre lande illiberalt demokrati. Det liberale repræsentative demokrati er kommet under pres, også indefra.