Massakren i Lidice – en lære for evigheden
Af Peter Tudvad
Debat: For en måneds tid siden eller så ville jeg se den tjekkiske instruktør Petr Nikolaevs film “Lidice” (2011), som jeg havde købt på dvd med den tyske titel “Das Massaker von Lidice”. Men jeg kom ikke særlig langt med den, da jeg blev smækfornærmet over, at tyskerne med liden pietet ikke levnede mig andre muligheder end at se filmen med original tjekkisk tale, som jeg ikke forstår, eller med tysk tale – som jeg fandengaleme ikke vil høre tjekker tale, når de akkurat af tyskere blev myrdet, mishandlet og massakreret dengang i 1942, da deres by blev jævnet med jorden som hævn for attentatet på Hitlers stedfortrædende rigsprotektor i Tjekkiet, Reinhard Heydrich.
Nu var det jo imidlertid pinse, og i pinsen betyder sproget ikke noget, for som under pinseunderet i Jerusalem for to tusinde år siden lytter man til ånden i ordet og ikke dets nationale iklædning. Da det oven i købet på 2. pinsedag den 10. juni 2019 akkurat var 77-årsdagen for massakren, kunne jeg vel ikke gøre bedre end endelig at se filmen. Og det gjorde jeg så – og giver den mine varmeste anbefalinger, selvom det naturligvis ikke er nogen feel good-film. Den er meget velspillet, flot filmet, godt fortalt og ren gru.
Hvor nøje filmen følger de faktiske begivenheder, har jeg ingen anelse om, da min viden om massakren er sparsom. Men når filmen er tjekkisk, formoder jeg, at den både tager hensyn til den viden, de fleste tjekker nok har om massakren, og til de følelser, de knytter til det forfærdelige, der dengang skete: Alle byens mænd blev den 10. juni 1942 skudt, kvinderne blev deporteret til kz-lejre, hvor mange af dem omkom, mens børnene … Nej, det kan man næsten ikke tale om, for hvordan kan mennesker (hvad tyskerne, der har fostret Goethe og Schiller, må formodes også at have været i 1942) få sig til at gasse 81 børn?
Lidice skulle glemmes, mente nazisterne, fjernes fra jordens overflade og fra landkortet. Men allerede under krigen begyndte mennesker rundt omkring på jorden i sympati med Lidice at opkalde deres nyfødte døtre efter byen. Og det ser man meget smukt under rulleteksterne, som ledsages af navne på utallige piger med det samme fornavn, men forskellige efternavne – og udseende. Lidice!
Måtte Lidice være ét i os alle, en lære om, hvor usandsynligt ondt vi kan te os, når vi lader os gejle op af ideologer og nationalister, der ikke bestiller andet end at udgrænse racer og religioner og sætte skel mellem nationer og mennesker!