Ad

Makedoniens tidligere premierminister får asyl i Ungarn

Makedoniens tidligere premierminister Nikol Gruevski  Foto: European People’s Party

Ungarn/Makedonien: Tidligere makedonsk premierminister Nikola Gruevski får politisk asyl i Ungarn, skriver det ungarske regeringsvenlige dagblad Magyar Idök.

De ungarske myndigheder har ifølge avisen vurderet, at Nikola Gruevski opfylder reglerne for politisk asyl. Nikola Gruevski bekræftede tirsdag eftermiddag på Facebook, at han har fået bevilget politisk asyl i Ungarn.

Gruevski er i sit hjemland blevet dømt for magtmisbrug og korruption og skulle afsone to års fængsel, men flygtede via Albanien til Ungarn.

Nikola Gruevski var Makedoniens premierminister i årene 2006 til 2016 og betegner anklagerne mod ham som af politisk karakter. Gruevski har et godt forhold til Ungarns premierminister Viktor Orbán, som har støttet ham inden valget i 2017. Ungarske myndigheder afviser dog, at det havde en indflydelse på hans asylansøgning. ota