Makedoniens parlament vedtager nyt navn for landet

Makedoniens parlament i hovedstaden Skopje Foto: Jens Panduro

Makedonien: Makedoniens parlament vedtog fredag forfatningsmæssige ændringer som gør det muligt at ændre Makedoniens navn til Republikken Nordmakedonien, skriver makedonske medier.

Det lykkedes Zoran Zaevs regering at opnå det nødvendige totredjedels flertal i parlamentet ved at overbevise otte medlemmer af oppositionen om at stemme for aftalen.

Ifølge oppositionspartiet VMRO-DPMNE er navneændringen i strid med landets forfatning. Partiet har derfor blokeret for vedtagelsen af aftalen, men altså forgæves. Regeringspartiet er dog fortsat langtfra det endelige mål, som vil gøre det muligt at ratificere navneaftalen. Ændring af den makedonske forfatning forventes at tage op imod tre måneder og kræver flere afstemninger undervejs.

Navneaftalen med Grækenland om Makedoniens nye navn er en forudsætning for landets NATO medlemskab og landets europæiske integration. Der blev afholdt en folkeafstemning om navneændringen, som dog blev ugyldig på grund af lav vælgerdeltagelse. Navneaftalen skal også ratificeres i det græske parlament, hvor vedtagelsen også kan give problemer, da et stigende antal grækere er imod aftalen. ota

Share This