Lov og Retfærdighedspartiet vinder stemmer på trods af “krigen om retsvæsnet”

Lov og Retfærdighedspartis formand Jaroslaw Kaczynski Foto: Silar

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: At dømme efter en netop offentliggjort måling fra IBRiS gennemført 18.-19. juli, taber Lov og Retfærdighedspartiet ikke stemmer på den krig om retsvæsnet, der lige nu raser i Polen og som har ført til store protester i Polen selv og fra udlandet.

Iflg. målingen vil Lov og Retfærdighedspartiet ligefrem gå frem og opnå en støtte fra 37 pct. af vælgerne, en stigning på 2 pct. i forhold til sidste måling. Det største oppositionsparti, Borgerplatformen, står til 21 pct., et fald på 2 pct. Det andet liberale oppositionsparti “Moderne” (“Nowoczesna”) vil få 9 pct., 2 pct. mere end i sidste måling. Det populistiske “Kukiz-15” står til 8 pct., et fald på 2 pct. Nyt er at venstresammenslutningen SLD står til 7 pct., nok til at komme i parlamentet. Bondepartiet (PSL) ligger lige omkring spærregrænsen, der er på 5 pct.

At Lov og Retfærdighedspartiet også opnår absolut flertal ved næste valg, der afholdes i 2019, vil kræve, at flere oppositionspartier, sådan som ved valget i 2015, ikke klarer spærregrænsen på 5 pct. Flere målinger har vist, at flertallet af polakker ikke prioriterer spørgsmålet om frie medier og domstole højt, vigtigst er for mange fred i hverdagen og bedre indkomst.

En “stærk regering” er ikke nødvendigvis et onde. Dette er med til at forklare Lov og Retfærdighedspartiets gode meningsmålingstal. Lige nu oplever mange polakker pæne lønstigninger på grund af faldende arbejdsløshed og pæn økonomisk vækst og dertil bedre indkomst takket være højere minimusløn og gode børneydelser (“500+” ordningen).

Share This