Lov og Retfærdighedspartiet efter Kaczynski

Lov og Retfærdighedspartis formand Jaroslaw Kaczynski Foto: Silar

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Efter flere uheldige politiske sager, fx striden med USA og Israel omkring den kontroversielle “Holocaust-lov”, faren for sanktioner fra EU og sidst den uheldige håndtering af nedsættelsen af ministrenes og parlamentsmedlemmernes løn, forsøger Jaroslaw Kaczynski at få løst problemerne i forholdet til vælgerne gennem en rundrejse i landet. Her skal efter planen besøge ikke mindre end 6-700 byer. Spørgsmålet er om, helbredet tillader det. Efter et besøg for nylig i Trziansk blev han syg og måtte på hospitalet.

Som skrevet af Renata Grochal i “Polityka” er Kaczynski kun tre år ældre end Putin, men han dyrker ikke judo og svømning, træner ikke og holder sig ikke i form. Mest synligt er hans problemer med knæet. Men han har afvist at lade sig operere, for det ville reelt holde ham uden for politik i 2-3 måneder, og det har han bestemt ikke lyst til.

Problemet er, at Lov og Retfærdighedspartiet slet ikke har indstillet sig på Kaczynskis afgang og længere fravær. Partiet er, siger Grochal, som et fly uden pilot. Er han ikke i partihovedkvarteret er beslutningsprocesserne paralyseret, for der er ingen til at tage over. Måske derfor optrådte ministerpræsident Tadeusz Morawiecki uheldigt i medierne i forbindelse med den landsdækkende kampagne til fordel for handicappede.

Kaczynski nærmer sig de 70, men ønsker selv ikke at træde tilbage. Tysklands Konrad Adenauer var jo 73, da han i sin til blev kansler, har han udtalt. Men flere unge og nogle ministre, fx justitsminister Zbiniew Ziobro, er pga. Kaczynskis stigende fravær begyndt at handle mere egenhændigt, uden at kontakte partiformanden.

Skulle Kaczynski trække sig menes Joachim Brudzinski, minister og i mange år en nær ven af Kaczynski, at overtage ledelsen. Om han kan samle partiet er ikke sikkert. Lov og Retfærdighedspartiet er delt i flere fraktioner med en hård nationalistisk omkring Zbigniew Ziobro, en moderat og mere åben og moderne omkring eksempelvis Tadesusz Morawiecki og en centrumlinje omkring præsident Andrzej Duda. Der er valg til parlamentet i 2019 og til præsidentposten i 2020.

Share This