Kroatien: Forandring på adriatisk facon

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Kroatien: Med den nye regering og præsident har også Kroatien fået en højre-national politisk ledelse, styret af Den Kroatiske Demokratiske Union (HDZ). Som i Polen og Ungarn var mange vælgere utilfredse med den forrige socialdemokratisk ledede regering og ønskede, som beskrevet af de polske journalister Kaja Puto og Ziemot Szczerek, ”god forandring” ganske som var tilfældet i Polen, dog på særlig ”adriatisk” facon.

Over årene har den kroatiske økonomi ikke klaret sig så dårligt endda, hvilket dog et meget langt stykke skyldes store turistindtægter. Forskellene i levestandard mellem landets rige nordlige regioner og de fattige sydlige er åbenlyse og skaber problemer, og makroøkonomisk står det heller ikke for godt til.

Den offentlige gæld er oppe på 90 pct. af landets BNP og arbejdsløsheden på omkring 20 pct. Mange utilfredse valgte sofaen ved præsidentvalget, og det betød at højrefløjens kandidat Kolinda Grabar-Kitarovic sejrede.

Parlamentsvalget sidste år var mere tæt. Her fik HDZ tre mandater mere end socialdemokraterne, men kunne efter længere tids politisk tovtrækkeri danne regering sammen med det nye parti MOST. Nye regeringschef blev Tihomir Oreskovic, chef for en internationalt farmaceutisk virksomhed, som havde tilbragt mange år i Canada og derfor ikke taler særlig godt kroatisk.

Der er, siger Puto og Szczerek, flere forskelle mellem højre-nationalismen i Polen og Kroatien. Den kroatiske regering er ikke i samme grad som regeringen i Warszawa optaget af sociale emner, og politikken er mindre euroskeptisk, end vi ser det i Polen under Lov og Retfærdighedspartiet.

Nationalismen er et meget langt stykke religiøst og sprogligt funderet, med det katolske latinske Kroatien som en del af det ”civiliserede Europa” i skarpt modsætning til det ”barbariske Balkan” og Serbien, og det uanset at det serbiske mindretal er skrumpet ind i forhold til årene lige efter Jugoslaviens undergang.

Indskrænkninger i mediefriheden er vi heller ikke fri for. Nationalistiske paroler tillades, men det er til gengæld forbudt at kritisere ”kroatiske værdier”.

Islamfobi er af historiske årsager mindre udtalt i Kroatien end i Ungarn og Polen, nok fordi det er lettere og mere tillokkende at fremstå antiserbisk, men med regeringsskiftet er forholdet til Viktor Orbáns Ungarn blevet bedre.

Blandt de stærkt nationalistiske ministre finder vi kulturministeren Zlatko Hasanbegovic, tidligere medlem af Kroations Befrielsesbevægelse, der i sin tid blev grundlagt af fascisten Ante Pavelic. Krigsveteranerne udgør i det hele taget en stærk pressionsgruppe, som under tidligere regeringer har skaffet sig sociale goder, for eksempel særlig høje pensionsydelser. Krigsveteranerne kræver dog mere end det og er tit på gaden for at demonstrere for deres rettigheder.

Kort sagt, med den nye regering og præsident i Kroatien har Europas ”illiberale klub” fået et nyt medlem.