Krigen i Ukraine sætter sine spor i tysk politik: AfD er nu lige så store som De Grønne

AfD-logo

Af Michael Skovgaard

Tyskland: De to seneste målinger fra INSA og Yougov viser, at 16-17 procent af de tyske vælgere ville stemme på det nationalkonservative parti AfD, hvis der var valg i morgen. Efter blot 10 procent ved valget i 2021 har partiet kunnet spore en konstant fremgang. AfD‘s mærkesager er krav om forhandlinger for at stoppe krigen i Ukraine og modstand mod de gældende sanktioner. I flere østlige delstater er partiet oppe på omkring 30 procent.

Den helt store taber er regeringspartiet De Grønne, som nu er nede på 16 procent. Partiet fik 15 procent ved valget i 2021, og i august 2022 toppede det med en vælgertilslutning på 25 procent. 

De Grønne har været i konflikt med SPD vedrørende leverancer af våben til Ukraine og har åbenlyst kritiseret kansler Scholz‘ tøvende holdning. Desuden har miljøpartiet måttet sluge en masse kameler på energiområdet, hvor krisen har tvunget Tyskland til genåbning af kulminer og alternative løsninger, som ikke er specielt „grønne“. 

SPD og kansler Scholz kan mønstre 19-20 procent af vælgerne mod knap 26 procent ved valget i 2021. FDP, som er det tredje parti i Ampel-koalitionen, står til 6-8 procent mod godt 11 procent ved valget. Die Linke, som i tidligere målinger har været under spærregrænsen på 5 procent, ser ud til at have stabiliseret sig på 5-6 procent. En medvirkende årsag kan være partiets „enfant terrible“ Sahra Wagenknecht, som af mange betegnes som „putinist“, da hun ved flere lejligheder har kritiseret våbenleverancerne til Ukraine.

Alt i alt er der tale om en markant tilbagegang for alle tre regeringspartier, som dermed ikke ville have et parlamentarisk flertal efter et muligt valg, hvis målingerne skulle vise sig at holde stik.  

CDU/CSU er den store vinder og ligger stabilt på 27-28 procent mod 24 procent ved valget. Dermed tegner der sig et muligt flertal med partier til højre for midten, hvis det mod al forventning skulle komme til et valg i utide i Tyskland. Men en regeringskonstellation med AfD regnes for utænkelig, da ingen andre partier vil samarbejde med det nationalkonservative parti, hvis højreekstreme fløj bliver overvåget af efterretningstjenesten „Verfassungsschutz“.

Share This