Kosovo ønsker egen hær – men får den næppe

Foto: Ota Tiefenböck

Foto: Ota Tiefenböck

 Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Kosovo: Kosovo’s præsident Hashim Thaci har med henvisning til mulig russisk indblanding i kupforsøg i Montenegro åbnet op for oprettelse af en regulær hær, som skal omfatte 5.000 soldater og 3.000 reservister. Men for at det kan ske, skal grundloven ændres.

Serbien er ikke uventet imod forslaget og mener, at en beslutning om en selvstændig hær i Kosovo vil være i strid med resolution 1244 i FNs Sikkerhedsråd og derudover være en trussel mod det serbiske mindretal i den nordlige del af Kosovo. Serbien er ikke alene, faktisk har landet fået sjældne allierede.

NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg har advaret Prishtina mod at realisere planen og truer med at revidere NATOs planer i Kosovo. Også USA har advaret.

I dag er der udstationeret 4.500 soldater (KFOR) i Kosovo under NATO-kommando. Oprettes der en national hær vil der uundgåeligt blive stillet spørgsmålstegn ved fremtiden for den internationale styrke. Dertil kommer faren for optrapning af konflikten med Serbien.

Der er snart præsidentvalg i Serbien, måske derfor har man fra Beograds side indtil nu brugt politiske og diplomatiske midler til at imødegå planen. I Beograd ses planerne fra Prishtina også som et forsøg på at blokere Serbiens forhandlinger om optagelse i EU.

Share This