Kosovo har fødselsdag, men ikke noget at fejre

Kosovo har eksisteret i 11 år, men har hovedsageligt kun formået at skabe arbejdsløshed, udvandring og radikaliserede miljøer.

Af Ota Tiefenböck

Kosovo: Hvert år den 17. februar får Kosovo-monumentet “Newborn” i hovedstaden Pristinas centrum et nyt udseende. Monumentet blev rejst den 17. februar 2008 for at markere Kosovos nye fremtid som en selvstændigt stat. Dengang skete det med en stor begejstring og optimisme for en bedre fremtid. I dag er optimismen forduftet og afløst af håbløshed. Ifølge officielle statistikker har Kosovo en arbejdsløshed omkring 30 pct. Det reelle tal skønnes imidlertid at være mindst det dobbelte. Rigtig mange af landets indbyggere lever i fattigdom og kan kun klare sig ved hjælp fra slægtninge, som arbejder i EU eller USA.

Statsborgerne fra Kosovo var i de forløbne år den mest omfangsrige gruppe blandt asylansøgere fra Vesteuropa, målt i forhold til indbyggertallet indtil Tyskland og andre europæiske lande har meldt ud, at borgere fra Kosovo ikke længere kan opnå asyl. Adskillige af landets borgere bor eller arbejder, med eller uden arbejdstilladelse, i andre europæiske landet. I mange tilfælde sker det endda med et serbisk – læs ærkefjendens – pas i baglommen, da passet giver fri indrejse til EU (mange mennesker fra Kosovo kan få et serbisk pas, da de set med serbernes øjne, er borgere i Serbien.)

Og i rækken af alt det negative er Kosovo ligeledes det europæiske land, som set i forhold til indbyggertallet, har forsynet ISIS med flest soldater. Ifølge diverse rapporter er mindst 400 mænd og 36 kvinder taget af sted til Syrien for at kæmpe på ISIS’ side. Her spiller de vanskelige levevilkår i Kosovo utvivlsomt en stor rolle.

Kosovo fejrer i disse dage 11 år af sin eksistens som et selvstændigt land, men det er umiddelbart svært at få øje på noget positivt i landets korte historie. Kosovos borgere – de der er blevet i Kosovo – har i løbet af de seneste otte år ikke oplevet andet end politisk uro og uoverensstemmelser mellem landets albanske og serbiske befolkning.

Kosovo er plaget af en allestedsnærværende korruption (Kosovo figurerer som nummer 98 i verden på Transparency International korruptions liste i 2018), organiseret kriminalitet og menneskeflugt til især Vesteuropa. Krænkelser af menneskerettighederne og manglende anerkendelse af etniske minoriteters rettigheder er hverdag.

Det er ellers ikke en international anerkendelse der mangler. Ganske vidst har hverken Rusland, Kina eller fem EU-medlemslande anerkendt Kosovo som et selvstændigt stat endnu, men det har faktisk 102 andre verdens lande gjort, herunder Danmark. Kosovo har også indledt samtaler med Serbien, hvis formål er at normalisere forholdet mellem de to lande.

Mangel på demokratisk modenhed

Den store opbakning og internationale anerkendelse burde umiddelbart give et godt udgangspunkt for landets politikere og deres muligheder for at reformere Kosovo og skabe et politisk stabilt klima. Det er nemlig netop et sundt politisk klima, som kan tiltrække vestlige investeringer til landet og skabe de arbejdspladser, som Kosovo så hårdt har brug for.

Politikerne i Kosovo ser dog desværre ud til at være mere optaget af deres evige kamp for international anerkendelse, af retoriske slagsmål med og om serberne og det serbiske mindretal i landet, og af en mere eller mindre konstant indenrigspolitisk magtkamp.

Det er umiddelbart svært at se, hvordan Kosovo kan komme videre. 11 år er lang tid, og det svært at forestille sig, hvorfor netop de kommende år skulle byde på noget bedre.