Konføderationen, “kongemager” efter næste polske valg?

Fra et tidligere valg i Polen, Bosak er i dag medlem af Konføderationen Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Lige nu, et halvt års tid før valget i Polen, ser partiet Konføderationen ud til at skulle blive “kongemager”, bestemme om og hvordan Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) vil kunne beholde regeringsmagten. Partiet er en koalition bestående af tre partier, Nyt Håb (“Nowa Nadzieja”), Den Nationale Bevægelse samt “Korona”, ledet af Grzegorz Braun.

Sidste år overlod den aldrende Korwin-Mikke lederskabet af Konføderationen til den noget yngre Slawomir Menzen. Alle tre partier i koalitionen kan opstille kandidater, men de andre partier i koalitionen kan udtrykke forbehold over for bestemte kandidater. Og lige nu raser der noget nær en krig om netop kandidatopstillingen.

Et af flere eksempler er modstanden mod at opstille Leszek Sykuski, politolog og universitetunderviser. Han har i klare vendinger modsat sig den officielle polske politik over for Rusland og Ukraine, også våbenhjælpen. Han har også været med til at oprette bevægelsen “Stop amerikaniseringen af Polen” samt i 2023 den polske antikrigsbevægelse. Nogle inden for Konføderationen mener, at han går for langt, at hans linje vil støtte Kaczynski’s Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) ved valget.

Andre mener, at Grzegorz Braun gik for langt, da han for et par år tilbage kaldte anti COVID-19 vaccinationerne et skadeligt medicinsk eksperiment. Braun har også forsvaret den fængslede højreekstremist Wojciech Olszanski. Konføderationen oplever lige nu, på trods af indre magtkampe, fremgang i meningsmålingerne, får over 10 pct. af stemmerne. De fælles politiske udmeldinger er bredt formulerede, kredser om emner som fri markedsøkonomi, totalt forbud mod abort og forældres ret til at afstraffe børn fysik.

Share This