Kinas aktiviteter i Centralasien, ”Pax Sinica”
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Kina/Centralasien: Over de sidste tre årtier, lige siden Sovjetunionens opløsning, er Kina blevet en central aktør i Centralasien, i Kazakhstan, Kirgisistan, Tadjikistan og Turkmenistan. Som Sagt af Temur Umarov i en analyse for ”Carnegie Endowment” (30.3.2020), kan Centralasiens fremtid ikke analyseres seriøst uden at inddrage både formen og styrken i de enkelte landes samarbejde med Kina. Handel, investeringer og infrastrukturprojekter over årene lagt fundamentet for udvikling af et ”Pax Sinica” scenarie.
Men Kinas voksende indflydelse i regionen har bestemt ikke været problemfri. Ganske som i russisk Fjernøsten har der i landene været en stigende frygt for kinesisk ekspansion, undertiden udtrykt i protestdemonstrationer og konflikter med kinesiske arbejdere og forretningsfolk. Har vi en win-win situation, et gensidigt fordelagtigt samarbejde? Eller snarere om kinesisk dominans? Lederne i de centralasiatiske lande forsøger så godt som muligt at give de rette svar, men let er det ikke.
Udadtil er Kinas politik ikke blevet ændret ret meget over årene. Den følger groft sagt tre principper, for det første ikke at blande sig i landenes interne forhold og i deres relationer til andre lande, for det andet at styrke det økonomiske samarbejde og for det tredje at styrke Kinas anseelse og prestige.
Kina har, uden at dette er nedfældet på skrift, forlangt, at samarbejdslandene støtter ”ét Kina politikken”, at anerkende Taiwan som en uadskillelig del af Kina og bekæmpe terrorisme, ekstremisme og separatisme. For Kina er Centralasien en buffer-zone mellem to urolige områder, Afghanistan og Zingjiang Uygur regionen i Kina selv.
Vigtigt for Kina er, at Centralasien er rig på naturressourcer. Kina er verdens største forbruger af olie og gas. Regionen er vigtig geografisk for Kinas Bælt og Vej projekt.
Kina har benyttet blød magt, det er fem årtier siden Kina har ført krig militært med andre lande. Kinas interesser er et langt stykke blevet varetaget inden for rammerne af Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO). Men Kina er blevet mere interesseret i at få oprettet militærbaser, det er sket i Tadjikistan nær grænserne til Kina og Afghanistan.
Kina indgik i 2016 en aftale med Tadjikistan om kinesisk deltagelse i bevogtningen af den tadjikisk-afghanske grænse. Den kinesiske generalstab holder også regelmæssige møder med kollegaer fra Tadjikistan, Pakistan og Afghanistan. Møder på det militære diplomatiske niveau er også blevet hyppigere. Dertil kommer fælles militærøvelser, nogle inden for rammerne af CSO. De har stået på side 2003, 16 med Kazakhstan, 11 med Tadjikistan og 10 med Kirgisistan. I 2019 blev skabt et nyt format for militærøvelserne, kaldt ”Cooperation 2019”. Hertil kommer, at Kina er blevet storleverandør af vigtigt militært udstyr og teknologi, ligesom militært personale i stigende grad bliver uddannet i Kina.
Dertil kommer, at den økonomiske vækst i de centralasiatiske lande afhænger af Kina, dog i varierende grad. Turkmenistan kan kun sælge gas til Kina, i oktober 2019 samlet 252.1 mia. m3, ikke til/via det russiske selskab Gazprom. Årsagen er flere års strid mellem parterne om gasprisen. Kazakhstan og Usbekistan sælger også stigende mængder energi til Kina. Den er vigtig for de to landes økonomi.
Under ét udgjorde eksporten fra Kazakhstan, Usbekistan og Turkmenistan dog kun 3.4 pct. af Kinas samlede energiimport. For metaller er andelen klart større, omkring de 20 pct. Kina aftager samlet godt 20 pct. af eksporten fra lande i Centralasien, og 37 pct. af deres import er fra Kina. Hertil kommer de mange kinesiske investeringer i regionen, som for en stor del er forbundet med Bælt og Vej, det kinesiske Silkevej projekt og pipe lines for eksport af gas til Kina.
En stigende del af importen fra Kina har et højt teknologi indhold, og ikke kun på det digitale felt via den kinesiske IT gigant Huawei. De kinesiske investeringer er vokset med 40 pct. i perioden 2013 til 2018. Når det gælder ”soft power” kan konstateres stigende udveksling af personer. Alene Kazakhstan har 14.000 studenter ved fem Confucius institutter, i 2017 alene studerede 30.000 unge i Kina.
Som sagt indledningsvist har Kinas ekspansion i Centralasien ikke været problemfri. Skandaler og konflikter har set dagens lys, bl.a. inden for grænsekontrol og toldvæsen, og i en del tilfælde, både hos eliterne og i befolkningerne bredt, har vi været vidner til anti-kinesiske protester og følelser.
Samhandelen mellem Kina og Kazakhstan var i 2018 på 19.9 mia. dollar iflg. kinesisk statistik, blot 11.7 mia. iflg. Kazakhstans myndigheders beregninger. Kirgisistan satte samhandelen med Kina til 2 mia. dollar, det kinesiske tal var 5.6 mia. Når det drejer sig om gældsætning i forhold til Kina er Kirgisistan og Tadjikistan mest udsat, op i nærheden af 20 pct. af nationalproduktet (BNP). Virksomheder har været involveret i korruption skandaler med forbindelser højt op i systemet. Men, fastslår Temur Umarov, det er svært at drive forretninger i de centralasiatiske lande med ”clean hands”.
Fraværet af uafhængige medier har i sig selv skabt gode vilkår for rygter og falske informationer. De etniske spændinger i Xinjiang regionen har i sig selv skabt problemer. Den brede offentlighed ønsker tydeligt ikke for stor afhængighed af det mægtige Kina. Men det bliver svært at undgå. Rusland kan i hvert fald ikke konkurrere med Kina. Den økonomiske struktur, afhængigheden af eksport af olie, gas og råvarer, har Rusland og de centralasiatiske lande fælles.
Kina vil forblive den stærke økonomisk, men militært er Rusland i stand til at afbalancere Kina. EU og USA er til stede i regionen, USA’s udenrigsminister Mike Pompeo var på rundtur i de centralasiatiske lande sidste år, men hverken USA eller EU er ikke i stand til for alvor at udfordre Kina når det gælder handel og investeringer. NATO-landene er placeret for langt væk geografisk og har derfor ikke samme store interesse i stabilitet politisk, etnisk og økonomisk sådan som Rusland og Kina.