Kan vi stole på vores politikere?

 

 

Af Ota Tiefenböck

BLOG: De prorussiske separatisters leder Aleksander Zakhartjenko sagde forleden, at politiske ledere i USA, EU og Malaysia ved godt, at det malaysiske fly MH-17,skudt ned i Østukraine i 2014, er blevet skudt ned af Ukraine. De geopolitiske interesser er ifølge Zakhartjenko vigtigere, end at Vesten vil erkende det og drage de skyldige til ansvar.

Der foreligger indtil videre ikke noget klart bevis om, hvem der skød flyet ned, og jeg vil ikke per automatik indtage det standpunkt, at alt der kommer fra de prorussiske separatister eller den sags skyld Rusland, per definition er et løgn. Jeg er endda ganske ked af, at Zakhartjenkos meddelelse får mig til at tænke, at det faktisk slet ikke ville overraske mig, hvis han havde ret. Vi ved streng taget ikke, hvad vores politikere skønner som godt for os at vide og hvilke eventuelle indrømmelser kunne skade deres strategier og derfor er bedre at fortie.

Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på Brexit. Jeg er formentlig ikke den eneste, der er blevet skeptisk over for de europæiske politikere og deres udmeldinger. Set i det lys, er det ikke mærkeligt, at britterne stemte som de har gjort. De europæiske befolkningers tillid til politikerne i Bruxelles nærmer sig efterhånden det absolutte nulpunkt. Vi orker ikke længere politikernes evige intetsigende snak og smarte fordrejninger af sandheden. Det er som om det at dreje det sande, således det passer til ens politiske mål helt har taget overhånd. Det er som om det ikke længere er menneskeligt at begå fejl og erkende sine fejl. Det vigtigste af alt er ikke at miste ansigt og fortsat agere den store mand, som har udviklingen under kontrol.

Britternes beslutning fik de fleste europæiske ledere til at kalde på reformer af EU, men alt tyder på, at de selvsamme politikere, som har været med til at navigere EU i den forkerte retning, heriblandt Jean Claude Juncker og Donald Tusk, nu skal have reformator-huen på og skal stå i spidsen for at reformere sig selv, sine egne fejl og forkerte beslutninger.

For at vende tilbage til Zakhartjenko. Det er naturligvis nemmere at være forarget, når Putin lyver om grønne mænd på Krim, når Zakhartjenko muligvis lyver om, at de prorussiske separatister intet ved om nedskydningen af det malaysiske fly. Men hvor stor forskel er der egentlig eksempelvis når amerikanske NATO generaler taler om et forestående russisk angreb på Baltikum uden at præsentere et eneste bevis for deres påstand? Eller når de europæiske politikere under et af deres utallige topmøder erklærer migrantkrisen for at være under kontrol, velvidende, at der fortsat strømmer massevis af migranter til Europa.

Ikke den store, desværre. Eller jo, det er ganske naturligt at være skeptisk og mistroisk over for personer, man er uenig med, men det er ganske deprimerende, at vi efterhånden er kommet til, at vi heller ikke kan stole på de personer som per definition repræsenterer os selv, og som vi grundlæggende burde være enige med.