Kampe mellem regering og præsident ikke noget nyt i Polen
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: Siden afskeden med kommunismen eller snarere “realsocialismen” har Polen oplevet talrige “krige” mellem regeringer og præsidenter. Årene 1989-1990 var dog specielle. I forbindelse med rundbordsforhandlingerne 1988-1989 var regeringen og oppositionen ledet af Solidaritet blevet enige om en overgang, der betød at Polen fik en ikke-kommunistisk regering ledet af Tadeusz Mazowiecki, og at general Wojciech Jaruzelski kunne fortsætte som Polens præsident. Jaruzelski optrådte yderst forsigtigt; forholdet mellem ham og Mazowiecki var faktisk ganske harmonisk.
Jaruzelski havde indført undtagelsestilstanden i december 1981; men det skete i en yderst anspændt international situation, alternativet kunne meget vel have været en blodig sovjetisk militær invasion. I 1989–1990, under Gorbatjov, var Sovjetunionen meget anderledes end i 1981. Som Frankrigs præsident Charles de Gaulle i 1958 opgav Algerier, opgav Jaruzelski socialismen. Jaruzelski valgte klogt at forlade præsidentposten efter kort tid.
Det første frie præsidentvalg blev vundet af Lech Walesa. Under ham fik vi de første “krige”. I sine 5 år som præsident nåede Walesa at nedlægge veto mod 27 lovforslag fra regeringen, især efter at venstresammenslutningen SLD og Bondepartiet (PSL) i 1993 dannede regering. Ministerpræsident Jozef Oleksy fra SLD blev beskyldt for at have været agent for Sovjetunionen og tvunget til at gå af.
Ved præsidentvalget i 1995 tabte Walesa noget overraskende til Aleksander Kwasniewski fra SLD. Hans forhold til de Solidaritet ledede regering var heller ikke godt. Kwasniewski nedlagde veto mod en del love, fx om reprivatisering, om reduktion af antallet af regioner og om oprettelse af et særligt mindeinstitut (IPN). Kwasniewski’s forhold til regeringen ledet af Leszek Miller fra SLD var heller ikke for godt.
Under Kwasniewski’s efterfølger Lech Kaczynski blev den overvejende liberale Donald Tusk Polens nye regeringschef. Forholdet mellem de to var ganske godt, før Kaczynski kom til. Begge kom fra Østersø regionen. Men vi fik åben “krig”, da de fik magt, fx om hvem der skulle repræsentere Polen under møder i udlandet. Under ministerrådsmøder hjemme i Polen var Kaczynski med omkring bordet. Og det i sig selv førte til adskillige hidsige skænderier. I 2008 under krigen i Georgien førte Kaczynski sin egen hårde linje over for Rusland. Tusk derimod var slået ind på en mere blød “re-set” politik.
Da 70 året for de sovjetiske massakrer i Smolensk skulle markeres 10. april 2010, rejste Tusk med fly dagen før Kaczynski’s. Kaczynski’ fly styrtede ned, alle 94 om bord døde. Den tragedie optrappede konflikten mellem højre-nationale og liberale. Jaroslaw Kaczynski, Lech Kaczynski’ tvillingebror, mere end antydede, at flyet med Lech Kaczynski og hans hustru om bord var blevet skudt ned. Efter præsidentvalgene i 2010 og 2015 blev konflikterne mellem regering og præsident mindre anspændt.
Komorowski og Duda tilhørte samme politiske lejr som henholdsvis Tusk’ regering og fra 2015 regeringerne ledet af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Efter valget i 2023 fik vi igen krigstilstand, som beskrevet flere gange i mreast.dk uden udsigt til det der blot ligner våbentilstand. “Krige” mellem præsidenter og regeringer har vi oplevet i andre lande i Polen, i særdeleshed når der er tale om personer fra forskellige politiske lejre og med direkte præsidentvalg og semi-præsidentiel styreform.