Kaczynski kræver en undskyldning fra Walesa
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: Formanden for Lov og Retfærdighedspartiet, Jaroslaw Kaczynski, kræver en ubetinget undskyldning fra tidligere præsident og formand for Solidaritet, Lech Walesa, der i forbindelse med debatten om årsagerne til Smolensk-flykatastrofen på Facebook retter en meget stærk kritik både mod Jaroslaw Kaczynski og afdøde Lech Kaczynski. Lech Walesa siger lige ud at brødrene var medskyldige i Tu-154s styrt under landingen i Smolensk i april 2010. Det skriver det polske dagblad “Gazeta Wyborcza”.
Walesa mener, at Jaroslaw Kaczynski ikke er rask, at han er psykisk uligevægtig, og at han står bag de falske beskyldninger mod ham selv for tidligere at have været agent for den kommunistiske sikkerhedstjeneste (SB).
Jaroslaw Kaczynski mener derimod, at Walesa krænker hans brors minde, når han erklærer Lech og Jaroslaw Kaczynski var skyldige i andre 95 personers liv.
Kaczynski og hans bror, siger Walesa, fremkaldte selv Tu-154s styrt, men Jaroslaw forsøger at kaste skylden over på andre. Walesa afviser pure at undskylde for udtalelserne.
Tesen om Kaczynski-brødrenes medskyld i flystyrtet er også blevet fremsat fra andre sider, heriblandt Janusz Palikot, da denne i 2012 via sin bevægelse fik stor vælgeropbakning på kritik af Kaczynski-brødrene og på en meget klar anti-klerikal platform.
Walesa selv har i flere år haft et elendigt forhold til Kaczynski og Lov og Retfærdighedspartiet og har aktivt taget del i demonstrationerne mod den polske regering, senest i forbindelse med regeringens indgreb over for Højesteret.