Jerzy Urban er død

Jerzy Urban Foto- Adrian Grycuk

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: 3. oktober døde Jerzy Urban, der 1980erne var talsmand for den polske regering og for Polens præsident, general Wojciech Jaruzelski. I Polen er hans død blevet meget omtalt. I det gamle Europa, herunder i Danmark, er Urbans død derimod næsten gået upåagtet hen, blot endnu en markering af det jerntæppe der har sænket sig ned gennem Europa mellem det nye og gamle Europa – også, når det gælder historien.

Mange ældre herhjemme husker givetvis Urban. I egenskab af talsmand for regimet fremstod Jerzy Urban som propagandist, men med et betydeligt medietalent. Talrige vestlige medier var til stede under hans pressekonferencer op igennem 1980erne. Her havde journalister mulighed for at stille kritiske spørgsmål og få belyst regeringens politik. Det var ikke muligt i andre Warszawapagt lande. Som sagt af forfatteren Pawel Kowal havde vi at gøre med en særlig form for polsk “åbenhed” (“glasnost po polski”). Efter kommunismens fald og systemskiftet i 1988-1989 fortsatte Jerzy Urban med at udgive sit satiriske ugeblad “Nie” (“Nej”) og at kommentere og vurdere både sin egen rolle i 1980erne og udviklingen i Polen efter 1989. Han fortrød ikke sin fortid. Indførelsen af undtagelsestilstand blev fordømt af langt de fleste. Han gav det sidste interview herom kort før sin død.

Selv var jeg i 1980erne aktiv i støtten til den uafhængige fagforening Solidaritet, der blev forbudt af myndighederne. Så jeg husker selv Jerzy Urban særdeles godt. Samtidig med den stærke fordømmelse af undtagelsestilstanden var der både i og uden for Polen en lettelse over, at Polen ikke sådan som Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968 kom til at opleve en sovjetisk militær intervention, og at vi i 1988-1989 fik den fredelige forhandlede overgang fra diktatur til demokrati. Meningerne i Polen om undtagelsestilstanden og om Jerzy Urbans rolle har helt forståeligt været delte. De forskellige holdninger til ham er også kommet klart til udtryk i kommentarerne her i forbindelse med hans død og begravelse.

Share This