Ad

Jeg er polakofil

Polens hovedstad Warszawa Foto: Ota Tiefenböck

Af Lasse Sørensen

Debat: Hvor andre er anglofile eller frankofile er jeg, som mere end antydet i overskriften, polakofil.

Jeg elsker at være i Polen, det er jeg såmænd i skrivende stund, og det er gået op for mig, at jeg over de sidste tyve år sammenlagt har været i Polen i tre af dem. Men hvad er det med mig og Polen? Hvad kan Polen og polakkerne som er så unikt?

Forleden, da jeg talte med en god ven og ligesindet polenentusiast indså jeg, at man i Polen får ting til at ske. Hvis reglerne ikke giver mening, ja så følger man dem enten ikke, eller også bøjer man dem indtil de giver mening. Hvis et eller andet ikke kan lade sig gøre, så kan det det i Polen – man finder en løsning. Lad mig give et eksempel som plagede min gode ven i årevis. Han er skibsbygger og havde tegnet et skib med et lidt særpræget design. Efter at have opsøgt skibsværfter i hele Skandinavien, Tyskland og Island, hvor han fik afslag på sit projekt, prøvede han sig i Stettin. Polakkerne udpegede de samme problemer som de andre værfter, men istedet for at afvise det, fandt de løsninger og som min ven sagde ”de byggede det, de byggede det til tiden, og de byggede det til en 1/3 af af budgettet”. 

Mine egne erfaringer er ikke helt så avancerede, og så alligevel, de beskriver udmærket forskellen på det systemdanmark vi alle elsker og et mere fornuftspræget samfund. Først og fremmest er der polakkernes tilgang til trafikregler, jeg kalder deres kørestil for ”Anarchy in motion”. Det tager et par dage at lære at passe ind i trafikken, men når man en gang har lært det, er det svært at forstå, hvorfor alle ikke kører på den måde. Man giver gerne plads ved at køre på cykelstien, og når man gør det får man et tak i form af et enkelt nødblink. Vi bruger også alle mulige håndtegn i dansk trafik, men jeg kender ikke til nogen som udtrykker ”tak for hjælpen”, kun det modsatte, og jeg sætter stor pris på de korte nødblink. 

Apropos trafik. For ikke så længe siden kom jeg til at køre i modsat retning på en ensrettet vej i Swinoujsie, det blev straks opdaget med horn og blåt lys og jeg nåede lige at tænke ”fandens osse, 5000zl, betinget frakendelse af kørekortet osv.” før det gik op for mig, at politiet afspærrede krydset så jeg sikkert kunne bakke ud. Den eneste kommunikation var at betjenten grinede af mig og pegede op på ensrettetskiltet. Kan I forestille jer det ske i Danmark? Det er iøvrigt ikke den eneste erfaring med polsk politi og trafik, jeg er også blevet anvist parkering midt i en forgængerovergang. Jeg skulle kun parkere et øjeblik og ikke en eneste fodgænger brokkede sig, kan I forestille jer det ske i Danmark?

Nu er det jo ikke sådan at jeg har problemer med politiet, hverken det danske eller for den sags skyld noget andet, mine oplevelser med polsk politi beskriver udmærket det polske samfund som jeg kender det. Hverdagen skal bare fungere, passer reglerne ikke så bøjer man dem. Var det ikke for kæresten var vi for længst emigreret til Polen. Hun har boet i USA og beskriver Polen som et land, hvor man udlever den amerikanske drøm, men med gratis uddannelse og hospitalsvæsen. På mig virker det som om polakkerne, da kommunismen faldt, kikkede sig omkring i verden, og tog det bedste Vesten til sig. De tog skandinaviens velfærdssamfund og blandede det sammen med amerikaneners frie tilværelse ”you make it or break it” på de bedste betingelser.

Kommentarer

Tagged with